Markedsnoter: Venter mild recession i USA

Et droneangreb på Saudi Arabien genintroducerer en længe ventet risikopræmie på olieprisen i lyset af USA’s intense sanktionspres mod især Iran, lav ledig produktionskapacitet og det Nye OPEC’s produktionsaftale. En uløst handelskrig mellem USA og Kina oven i en global konjunkturafmatning har samtidigt skabt en udbredt frygt for, at vi hastigt nærmer os en recession, skriver Jyske Bank i en afgrødekommentar.

- Konsekvensen er et globalt fokus på kapitalsikring via amerikanske aktiver og generel nedjustering af efterspørgselsforventningerne. En stærk US-dollar og lavere efterspørgselsforventninger holder olieprisen lavere end vores estimering ud fra den globale oliebalance, backwardation og en indtil nu underpriset risikopræmie, skriver banken, og tilføjer:

- Saudi Arabiens nye royale olieminister, prins Abdulaziz, betyder i vores øjne, at alliancens målsætning om en højere oliepris via lavere OECD olielagre har en endnu større sandsynlighed for succes. Med en global pengepolitisk lempelse i fuld gang (her) og presset for finanspolitiske lempelser tiltagende (her) venter vi ingen global recession, men kun en mild amerikansk recession i løbet af 2020. Vi venter, at Brent-olieprisen vil stige og toppe nær US-dollarniveauet 75 i 2. kvartal 2020.

Hvede-konkurrence

Den russiske hvede kæmper med at finde efterspørgsel, og det betyder, at den russiske FOB-hvede prismæssigt er på niveau med møllehveden omkring 184-186 US-dollar pr. ton, skriver Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.

- Den europæiske hvede kan på den baggrund se frem til øget konkurrence fra Sortehavet. De kraftige olieprisstigninger betyder dog, at den russiske rubel styrkes pænt, og det svækker omvendt den russiske konkurrenceevne på den korte bane, vurderer banken.

Øget grøntsalg i nye Netto-butikker

Salget af frugt og grønt er steget med 10 procent i de butikker, der er indrettet efter Netto 3.0-konceptet. Det skriver FinansWatch på baggrund af en meddelelse fra Salling Group om salget af frugt og grønt i de godt 50 butikker, der nu ruller under det nyeste koncept.

- Inden slutningen af 2019 vil omkring 80 butikker drives under det nye koncept, og i løbet af de kommende år skal samtlige 500 danske butikker køre i en 3.0-version, skriver FinansWatch.

- Vi kan ganske enkelt se, at vores kunder køber anderledes ind i vores nyrenoverede butikker. Særligt salget af frugt og grønt er steget meget. Vi er her ikke for at lege madpoliti, men vi ønsker at gøre det let at vælge sunde og indbydende varer, og det viser tallene meget tydeligt, at vores kunder har taget rigtig godt imod, fortæller Netto-direktør Michael Løve til sitet.

Bankernes overskud faldt 20 procent i første halvår

Indtjeningen for de 17 største banker og realkreditkoncerner er på 15,6 milliarder kroner efter skat i 1. halvår 2019. Det er et fald på 20 procent fra samme periode i 2018, hvor indtjeningen var 19,4 milliarder kroner, skriver de finansielle institutters brancheforening, Finans Danmark.

Faldet i indtjeningen er sket på trods af store indtægter fra et betydeligt antal låneomlægninger i 2. kvartal.

- Samlet set er bankernes indtjeningsgrundlag og forretningsmodel udfordret. Og vi skal huske, at forudsætningen for, at bankerne kan løfte deres samfundsopgave med at understøtte vækst og udvikling i økonomien, er en robust indtjening. Det er også derfor, at internationale myndigheder som IMF, ECB og EBA udtrykker bekymring over indtjeningen i de europæiske banker, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.

Bankerne nedskrev for 1,4 milliarder kroner i 1. halvår af 2019 ud fra forventede tab på deres udlån. Det er 1 milliarder kroner mere end i samme periode sidste år og 2 milliarder mere end i 2017, hvor nedskrivningerne faktisk var negative.

Læs også