Forsker som direktør for Roskilde Dyrskue

Efter mange år med lederstillinger inden for offentlige forvaltninger har Camilla Dupont foretaget et kursskifte og er ny direktør for Roskilde Dyrskue.

Camilla Dupont blev på sin første arbejdsdag for Roskilde Dyrskue blandt andet budt velkommen af tre bestyrelsesmedlemmer. Fra venstre: Torben Hansen, Povl Fritzner og Anders Mortensen (til højre for Camilla Dupont). Foto: Jesper Hallgren Camilla Dupont, 48 år, er tiltrådt som direktør for Roskilde Dyrskue. Foto: Jesper Hallgren

Det er 48-årige Camilla Dupont fra Jægerspris i Hornsherred, som fremover står i spidsen for Roskilde Dyrskues sekretariat i Sorø, der har været uden fast leder, siden Charlotte Frimer Petersen opsagde sin stilling for et halvt år siden.

Camilla Dupont er uddannet jurist og har mange års erhvervserfaring fra lederstillinger inden for forskellige ministerier og styrelser. Hun forlader et forskningsprojekt på IT-Universitet, hvor hun forskede i juridiske udfordringer i offentlige IT-projekter.

Hun kommer på den måde således fra en helt »anden verden«. Omvendt har hun – gennem sin opvækst og fritid – også et stort kendskab til meget af det, dyrskuet handler om.

- Jeg er født og opvokset på en gård i Gerlev (nær Jægerspris i Hornsherred, red.), hvor mine forældre havde grise, hestestutteri, markbrug og en planteskole, fortæller Camilla Dupont, som for nylig tiltrådte sin nye stilling som direktør for Roskilde Dyrskue.

Det er fra dyrskuets ejerkreds valgt at lave et titelskifte – fra sekretariatsleder til direktør, og stillingen er fremover en fuldtidsstilling.

En masse tanker

LandbrugØst mødte Camilla Dupont på hendes første arbejdsdag, der blev indledt med kaffe og morgenbrød sammen med de fem andre ansatte på dyrskuekontoret og en trio fra bestyrelsen – den mangeårige dyrskueformand, Povl Fritzner, Gefion-formanden Torben Hansen og Anders Mortensen, førstemand i Odsherreds Landboforening.

- Jeg har tidligere selv deltaget på både Roskilde Dyrskue og Store Hestedag, hvor jeg flere år har redet i friesershowet. Det er to store og gode events, som jeg glæder mig meget til at videreudvikle, siger Camilla Dupont.

- Dyrskuet er, tilføjer hun, forbundet med en masse traditioner, og vi skal selvfølgelig fastholde hele dyrskuets DNA. Vi skal dog følge med tiden. Man kan altid udvikle. Det bliver man aldrig færdig med, og jeg har naturligvis gjort mig en masse tanker og har nogle idéer, jeg vil drøfte med mine nye kollegaer og bestyrelsen.

Travl fritid

Selv om Camilla Dupont i over 20 år har arbejdet inden for offentlige forvaltninger, har hun stor erfaring – og succes – med at opnå gode resultater sammen med en masse frivillige.

Hun er således formand for Frederikssund Vikingespil, som har 70 år på bagen og tæller over 600 medlemmer. Foreningen drives som en mellemstor virksomhed, og er kendt for den store friluftsforestilling i juni og juli med 170 medvirkende på scenen.

- Vi opfører forestillinger og afholder vikingemarkeder for over 20.000 gæster om året, og alle i foreningen arbejder ulønnet. Selv om det er tidskrævende, er det et fantastisk fællesskab at stå i spidsen for, fortæller Camilla Dupont, der i dag bor på en lille gård i Hornsherred – sammen med kæresten David og hans fire børn.

Gården tæller også 17 geder, tre teaterheste tilhørende Frederikssund Vikingespil, samt høns og katte. Selv har Camilla Dupont en voksen datter og et barnebarn på tre måneder.

Læs også