Direktør i Agrocura fratræder
En ny koncernstrategi med fokus på styrket samarbejde og optimering af synergi mellem LandboSyd og koncernens datterselskaber betyder, at direktøren for det finansielle rådgivningsselskab Agrocura fratræder.

Hans Vigen har sidste formelle arbejdsdag fredag.
I forbindelse med implementering af en ny koncernstrategi og det fortsatte udviklingsarbejde har LandboSyd aftalt fratrædelse med direktør i Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S, Hans Vigen.
- Hans Vigen og LandboSyd har i forbindelse med implementering af den nye koncernstrategi drøftet, hvilke ledelsesmæssige ressourcer og kompetencer, der bedst kunne sikre størst mulig forankring og samarbejde mellem Agrocura og LandboSyd-koncernen. Processen har bidraget til at skabe fælles forståelse og afklaring af et behov for at tilføre Agrocura nye ledelsesmæssige kræfter. Efter gensidigt ønske er der derfor indgået en fratrædelsesaftale, der betyder, at Hans Vigen har sidste formelle arbejdsdag fredag den 28. januar, skriver Landbosyd i en pressemeddelelse.
- Hans Vigen har siden 2019 stået i spidsen for Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S og har sammen med Agrocuras dygtige medarbejdere bidraget til at sikre en positiv udvikling i fondsmæglerselskabet. Herunder er det under Hans Vigens ledelse lykkedes at skabe en række nye produkter, innovative løsninger og ikke mindst sikre en øget digitalisering til gavn for LandboSyds medlemmer og Agrocuras kunder. Ligesom en vigtig milepæl blev nået, da Agrocura i 2020 fik autorisation som fondsmæglerselskab hos Finanstilsynet, tilføjer LandboSyd.
Rådgivningsselskabet oplyser, at Peer Slipsager (57 år) pr. 26. januar er ny interim direktør i Agrocura. Han kommer med en baggrund som revisor hos KPMG og har blandt andet solid erfaring indenfor bank og finansiering, produktion, software og rådgivning.
Peer Slipsager har det seneste år fungeret som strategisk rådgiver for LandboSyd.