Mandag den 2. oktober fyldte Carl Christian Lei, næstformand i DLG, 50 år.

Avnbølgaard på Als har dannet rammen om store dele af Carl Christian Leis liv og gør det stadig den dag i dag. Da han med en handelseksamen i rygsækken uddannede sig til landmand, var det med en drøm om at overtage slægtsgården. Den drøm gik i opfyldelse, da han som blot 26-årig overtog gården i 2000, hvor han siden har drevet både griseproduktion og planteavl.

Han har siddet i repræsentantskabet i Danish Crown, og i 2008 blev han valgt ind i DLG’s repræsentantskab. Allerede året efter blev han valgt til DLG’s bestyrelse, og i 2017 blev han næstformand.

Han sidder desuden i bestyrelsen for Svenska Foder, Vilofoss A/S og Datalogisk A/S.

Privat er han gift med Berit, som han har fire børn med.