Der er sket meget, siden Viktor Houlind for et år siden overtog Maskincenter Ringsted A/S, der har stor fokus på udvikling af forretningen.
I 2019 blev Maskincenter Roskilde og Ringsted samlet på samme adresse i Roskilde, og i begyndelsen af 2023 overtog Viktor Houlind det ene CVR-nummer og driver nu – på samme adresse som Maskincenter Roskilde – alle serviceaktiviteterne som en selvstændig enhed under navnet Maskincenter Ringsted A/S.
Siden Viktor Houlind, der er 27 år, købte serviceaktiviteterne, er der sket meget i det på én og samme tid unge og gamle firma. Hele det basale service-setup og arbejdsdelingen mellem de to firmaer fungerer som planlagt, og der er kommet flere aktiviteter til.
Der er for eksempel indgået en aftale med FMR Maskiner om klargøring og service af Lemken-redskaber, og der kommer stille og roligt flere kunder til fra både landbrugsbranchen og brancher uden for landbruget.
Af historiske årsager servicerer Maskincenter Ringsted rigtig mange Claas-mejetærskere, og det fylder således fortsat meget, selvom forretningen ikke er officiel servicepartner for Danish Agro Machinery, der har ansvaret for salget af Claas.
- Vi er ikke autoriserede – bare specialister, siger Viktor Houlind med et glimt i øjet.
- Vi er ikke autoriserede – bare specialister.
Viktor Houlind
Ny værkfører med bred erfaring
Det unge firma koncentrerer sig først og fremmest om at servicere de eksisterende kunder bedst muligt, men har for eksempel planlagt en forøget indsats omkring de lovpligtige syn af landbrugssprøjter og de årlige kontroller af løftegrej både i og uden for landbrugssektoren.
- Det er arbejdsopgaver, som er uafhængige af mærker, og hvis kunderne gerne vil købe noget nyt grej, kan vi nemt henvise dem til vores samarbejdspartnere, der så kan rådgive dem og finde den helt rigtige model til de aktuelle behov. Det ligger ud over vores kompetencer.
Men det holder ikke med flere sprøjtesyn og løftekontroller, for indehaveren har planer om at udvikle serviceaktiviteterne yderligere og for at frigøre tid til nye tiltag og aktiviteter, har han ansat 54-årige Thomas Houlind som værkfører i Maskincenter Ringsted.
- Thomas får fremover det daglige ansvar for kundekontakt, planlægning, arbejdsledelse og alt det andet, der følger med til at være værkfører. Han kommer med en bred erfaring fra blandt andet HMC-Maskiner i Holbæk og Karl Mertz i Sorø, så han er godt rustet til stillingen, fortæller Viktor Houlind, der er begejstret over at have fået en rutineret mand til at tage sig af den daglige drift af serviceopgaverne.
- Når Thomas er helt på plads i sin nye stilling, vil jeg koncentrere mig om teknisk backup, ad hoc-opgaver hos kunderne og frem for alt udvikling af Maskincenter Ringsted, så vi kan blive en endnu bedre servicepartner for endnu flere kunder, slutter den dynamiske ejer af servicefirmaet Maskincenter Ringsted.
Som efternavnet indikerer, er de to mænd i familie med hinanden. Viktor Houlind er således nevø til Thomas Houlind.