Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

For nylig kritiserede juraprofessor Peter Pagh, Københavns Universitet (KU) her i avisen det seneste administrative stop for udvidelser af konventionelle grisefarme, som minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), annoncerede i en pressemeddelelse onsdag den 23. september.

Ifølge professoren har ministeren ikke lovhjemmel til at sætte behandlingen af ansøgninger om udvidelse af grisebesætninger i bero. Han drager en direkte parallel til 1980’ernes justitsminister Erik Ninn-Hansens (K) ulovlige stop for sagsbehandling af tamilske familiesammenføringer. Noget, der resulterede i den såkaldte »Tamilsag«, hvor Ninn-Hansen blev dømt i en rigsretssag, og hvor det var medvirkende til den daværende Schlüter-regerings afgang.

Siden har flere andre juraeksperter i blandt andet Information og Berlingske bakket op om Peter Paghs udtalelser.

Kim Edberg Andersen, der blandt andet er miljø- og fødevareordfører for Danmarksdemokraterne betegner overfor Effektivt Landbrug ministerens fremgangsmåde som dybt, dybt problematisk og siger, at han kommer til at kræve en uvildig undersøgelse af sagen.

Stort set enige jurister

- Jeg synes, at de juridiske udsagn fra Peter Pagh og andre kræver, at vi får en uvildig undersøgelse. Jeg kan ikke se, hvordan vi ellers kan komme den tvivl til livs, siger han.

Kim Edberg hæfter sig ved, at Peter Pagh ikke står alene med sin vurdering.

- Normalt kan man jo finde én ekspert, der siger noget, og så finder man en anden, der siger noget andet. Det sker bare ikke her, siger han med henvisning til de forskellige juridiske vurderinger i artiklen i Berlingske.

- Der er nogen (eksperter, red.), som i bedste fald siger, at de er usikre på, om der er hjemmel eller ej. Og så bliver det jo problematisk, påpeger Edberg.

Fødevareordfører for Danmarksdemokraterne, Kim Edberg Andersen, vil have en uvildig undersøgelse af ministerens administrative stop for byggeri af svinestalde. Foto: ft.dk

Fødevareordfører for Danmarksdemokraterne, Kim Edberg Andersen, vil have en uvildig undersøgelse af ministerens administrative stop for byggeri af svinestalde. Foto: ft.dk

Eksperter savner lovgrundlag

En af de eksperter, der deltager i artiklen i Berlingske er Rasmus Grønved Nielsen, professor ved Københavns Universitet.

Han uddyber på LinkedIn, at han har talt med både Berlingske, Information, DR og Radio IIII om sagen, og han skriver i sit opslag:

- Jeg mener ikke, at der i det eksisterende lovgrundlag findes den fornødne hjemmel til, at ministeren kan effektuere den relativt vidtgående og usædvanlige beslutning.

- Ministeren har behov for et klart mandat fra lovgivningsmagten og må derfor involvere Folketinget, er hans klare overbevisning.

- Dette handler ikke om politik, men om jura, uddyber han og henviser til et høringssvar, som han har lagt frem til fri beskuelse på LinkedIn.

Kaldes for ny minksag

Også Karsten Lauritzen, adm. dir. For Danske Advokater, har påpeget, at ministeren ikke har lovgrundlag til at stoppe for behandlingen af ansøgninger om udvidelser af grisebesætninger, og i Berlingske advarer han endda om, at Rabjerg Madsens fremfærd kan blive en »ny minksag«.

På LinkedIn uddyber både Rasmus Grønved Nielsen og Karsten Lauritzen deres udtalelser om, at ministeren ifølge deres vurdering ikke kan stoppe for sagsbehandling af udvidelser, før han har sit lovgrundlag på plads.

Mangler lovhjemmel

Også Ole Windahl Pedersen, der er juraprofessor med fokus på miljøregulering på Aarhus Universitet, siger til Berlingske, at det er tvivlsomt, at regeringen har lovhjemmel:

- Der synes ikke at være grundlag for at antage, at bestemmelsens formål har været, at den skulle anvendes til at udstede så indgribende afgørelser, siger han.

Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i forvaltningsret ved Aarhus Universitet, har dog sagt i Berlingske, at han er usikker på, om der er lovhjemmel.

- Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at der er hjemmel. Men det er også svært at sige med sikkerhed, at der ikke er hjemmel, lyder det.

DD sammenligner med minksag

Det er nogle af disse mange juridiske udtalelser, som får Kim Edberg Andersen (DD) til at reagere og kræve en uvildig undersøgelse af ministerens mandat til grisetoppet:

- Som jeg allerede har sagt til flere medier, så synes jeg, det (ministerens stop for sagsbehandling, red.), som han foretager, er stærkt bekymrende, siger han og uddyber:

- Onsdag (den 23. september, red.) går ministeren ud med en pressemeddelelse, og fredag (den 25. september, red.) kommer bekendtgørelsen så. Det lugter jo meget af noget, vi har set tidligere hos Socialdemokratiet, lyder det fra Edberg Andersen, som dermed kommer med en slet skjult henvisning til minksagen fra november 2020.

Dengang meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et tv-transmitteret pressemøde den 4. november 2020, at alle mink skulle aflives. Men først den 10. november blev den lov fremsat, som skulle gøre beslutningen lovlig, hvilken den først blev, da den blev vedtaget den 21. december – cirka halvanden måned efter pressemødet.

- Så nu bruger de (Socialdemokratiet, red.) næsten samme model, og det er dermed meget den samme problematik, lyder det fra Kim Edberg Andersen.

Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen (S) forsvarer sit administrative stop for grisestalde med, at han har ro i maven og at ministeriernes juridiske eksperter angiveligt ikke ser problemer med beslutningen. Arkivfoto: Morten Ipsen

Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen (S) forsvarer sit administrative stop for grisestalde med, at han har ro i maven og at ministeriernes juridiske eksperter angiveligt ikke ser problemer med beslutningen. Arkivfoto: Morten Ipsen

Minister: Ro i maven

Ordføreren mener, at det var forkert af ministeren for natur og dyrevelfærd at stoppe sagsbehandlingen af udvidelser af grisestalde, og at han i stedet burde have benyttet sig af muligheden for at bede Folketinget hastebehandle en lov for at få lovgrundlaget i orden.

- Man kan som Folketing gennemføre stort set det, man har lyst til. Derfor kunne ministeren bare tage sit forslag i salen og få det hastebehandlet. Det tager 48 timer, påpeger han.

Minister for Natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, står dog fast på sin beslutning.

Til Berlingske har ministeren udtalt, at han har »ro i maven«.

og til Ritzau siger han ifølge flere medier, at både hans eget ministeriums jurister og Justitsministeriets jurister mener, at der er hjemmel til at gøre, som han har gjort.

- Jeg læner mig op ad den vurdering, de dygtige jurister i mit eget ministerium og kronjuristerne i Justitsministeriet har, lyder det fra ministeren ifølge Ritzau.

Vil se juridisk begrundelse

Kim Edberg Andersen giver dog ikke meget for, at ministeren giver sig selv grønt lys og efterfølgende forsvarer sig med, at det åbenbart er i orden ifølge både juristerne i hans eget ministerium og i justitsministeriet.

- Jeg ser i hvert fald frem til, at juristerne så begrunder deres vurdering, lyder det fra Edberg Andersen til Effektivt Landbrug.

- Ja, jeg synes, de skal fremlægge det, siger ordføreren, der fortæller, at han har bedt om at få netop de juridiske vurderinger fremsendt.

Da Effektivt Landbrug talte med Kim Edberg Andersen, havde han endnu ikke modtaget vurderingen.

- For mig tyder det på, at vurderingen måske ikke er så klar, som de siger, den er, lyder det fra Edberg Andersen, der er spændt på formuleringen.

- Men da de allerede har indført det (stoppet for sagsbehandlingen, red.), kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skal lægges frem, for bekendtgørelsen er jo sendt ud, påpeger han.

Marie Bjerre (V) har stillet spørgsmål til minister Christian Rabjerg Madsen på baggrund af en artikel i Effektivt Landbrug, hvor juraprofessor Peter Pagh sammenligner ministerens administrative stop for byggerier med tamilsagen fra 1980'erne, hvor daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev dømt i en rigsretssag for at stoppe sagsbehandlingen af tamilske familiesammenføringer. Arkivfoto: Morten Ipsen

Marie Bjerre (V) har stillet spørgsmål til minister Christian Rabjerg Madsen på baggrund af en artikel i Effektivt Landbrug, hvor juraprofessor Peter Pagh sammenligner ministerens administrative stop for byggerier med tamilsagen fra 1980'erne, hvor daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev dømt i en rigsretssag for at stoppe sagsbehandlingen af tamilske familiesammenføringer. Arkivfoto: Morten Ipsen

Venstre-kritik

Kritikken af ministerens fremgangsmåde bakkes op af Venstres Natur-, miljø-, fødevare- og dyrevelfærdsordfører Marie Bjerre.

Hun skriver i en skriftlig kommentar til Effektivt Landbrug, at Peter Paghs pointe er en alvorlig kritik, som ministeren bliver nødt til at forholde sig til, og at hun derfor har valgt at følge op med spørgsmål til ministeren.

Om hun kan bakke op omkring en uvildig undersøgelse vil dog helt afhænge af, hvad ministeren svarer på to spørgsmål, som hun har stillet ministeren.

På baggrund af artiklen med Peter Paghs udtalelser i Effektivt Landbrug den 23. september, hvor han sammenligner ministerens grisestop med tamilsagen fra 1980’erne, har Marie Bjerre i et skriftligt spørgsmål (MOF 452) bedt ministeren redegøre for »med hvilken lovhjemmel ministeren via pressemeddelelsen »Midlertidigt stop for flere og større konventionelle grisestalde« af den 23. september 2026 kan gennemføre et midlertidigt stop for flere og større konventionelle svinestalde«?

Marie Bjerre har desuden i spørgsmålet MOF 452 bedt ministeren redegøre for sin begrundelse for at »udstede en beslutning om midlertidigt stop for nyetableringer samt udvidelser af eksisterende konventionel griseproduktion via en pressemeddelelse fremfor ved et lovforslag«.

- Som jeg også tidligere har svaret, mener jeg ikke, at det er hverken god erhvervspolitik eller god dyrevelfærdspolitik at sætte en hel branche på pause. Det er ingen tjent med, begrunder hun sine spørgsmål overfor Effektivt Landbrug.

- Man kan godt være grøn og samtidig stå på ordentlige vilkår for vores fødevareerhverv, uddyber Marie Bjerre i et opslag på Facebook.

I opslaget betegner hun - i tråd med Edbergs kritik - ministerens fremgangsmåde om den omvendte rækkefølge:

- Regeringen burde i stedet se at få sat gang i grisefireparten, skriver hun på Facebook, hvor hun også slår fast, at Venstre gerne vil være med.

- Hvis vi reelt ønsker bedre dyrevelfærd, har vi brug for permanente løsninger og kendte rammevilkår, ikke en pause af udviklingen og usikkerhed, skriver ordføreren, der slutter med at understrege:

- Grøn omstilling og bedre dyrevelfærd skal gå hånd i hånd med ordentlighed og respekt for, at man også skal kunne drive et bæredygtigt fødevareerhverv.

PolitikGrisefirepart