Prehn: Urimeligt med skæld ud til landbruget

Der var roser til landbruget fra fødevareminister Rasmus Prehn på SLF's nytårskur mandag, men også påmindelser om kommende nye miljøkrav til erhvervet.

Landbruget har allerede taget et stort ejerskab over den grønne omstilling. Det mener fødevareminister Rasmus Prehn, der mandag deltog i SLF's traditionelle nytårskur, der i anledning af coronapandemien foregik online. 

I sine kommentarer slog Prehn fast, at målet om en 70 procents reduktion af CO2-gasser står til troende, men han tilføjede også, at landbruget efter hans mening har fået for mange tæv udefra. 

. Målet om en 70 procents reduktion af drivhusgasser frem mod 2030 står til troende. Landbruget har allerede taget et stort ejerskab over den dagsorden. Jeg læser også aviser, og jeg kan godt se, hvordan I bliver skældt ud den ene gang efter den anden for kun at tænke på penge og være ligeglade med miljøet og klimaet. Det er urimeligt. Det er forkert. Og det skal siges imod, siger Rasmus Prehn og fortsætter:

- Man kan sidde på Østerbro eller inde på Politiken og mene om landbruget og om jer landmænd, hvad man vil.  Men dumme er I ikke. Og hvis I virkelig var så ligeglade med miljøet, som det ind imellem påstås, ville I jo save den gren over, I selv sad på. Det giver simpelthen ingen mening, siger han.

Skal gøre mere på miljøfronten

Men det hører også med til historien, at landbruget vil blive bedt om at gøre mere for at sænke udledningerne af drivhusgasser fremadrettet, og i det hele taget gøre mere på miljøfronten.

- Det gælder på både vandmiljø, klima og natur. Vi skal gøre det klogt ved at tænke indsatserne sammen på tværs. Og vi skal gøre det i det rigtige tempo, så vi når at udvikle nye virkemidler, og så landbruget kan nå at omstille sig, siger Rasms Prehn og fortsætter:

- Vi skal også fremover have et økonomisk stærkt landbrug, og et landbrug som leverer arbejdspladser og eksport. Der er røster fremme, som fremstiller grøn omstilling og et konkurrencedygtigt landbrug som hinandens modsætninger. Det er helt skævt og ville være visionsløst og fantasiforladt, lød det fra fødevareministeren.

hka
 

Læs også