Nordjyllands Landbrugsskole havde meget at fejre, da de forleden lod Dannebrog gå til tops. Ikke alene skulle skolens 75-års jubilæum markeres. Det skulle også fejres, at skolens nye million-ombygning nu står færdig.
Der var inviteret til reception på Nordjyllands Landbrugsskole ved Nibe i høj solskin og sommervejr. De mange gæster blev fra første øjekast mødt af skolens nye look og den store niveauopdelte atriumgård foran elevfløjen og skolens indgang.
Nordjyllands Landbrugsskole tog 1. maj sidste år første spadestik til et enormt ombygnings- og renoveringsprojekt, som de senere i efteråret kunne kalde til rejsegilde for. Nu er projektet færdigt.
Mest omfattende er måske den tidligere lidt mørke spisesal, hvor de op i mod 200 elever sad skulder mod skulder. I dag er pladsen blevet dobbelt så stor. Der er plads til 300 spisende gæster og med langt mere lys og luft. Til begge sider er der panoramavinduer, som til den ene side giver mulighed for et glimt af Limfjorden og til den anden et flot kig til den nye atriumgård.
Danmarks smukkeste landbrugsskole
Skolens kælder har også været under en omfattende renovering, hvor et gammelt forladt svømmebad og depotrum nu er forvandlet til undervisningslokaler og grupperum med direkte adgang til den niveauopbyggede atriumgård med multibane og plads til udeliv.
Det er entreprenørfirmaet Myhlenberg Byg A/S, som har stået bag byggeprojektet. Og den helt store udfordring har været, at komme i mål med renoveringen og ombygningen samtidig med, at skolen har været i fuld drift, men det er lykkes.
Foruden de store ombygninger er skolen også generelt blevet frisket op, blandt andet er facader blevet beklædt med cedertræ, mens der også er kommet nye vinduer.
Drømmen for forstander Jakob Autzen var at få Danmarks smukkeste Landbrugsskole, og det blev han i den grad bekræftet i, at han har fået. Og, som den altid har haft, med en unik beliggenhed lige op ad Limfjorden.
Million-ombygning
Selve renoveringen og ombygningen har kostet 21 millioner kroner. Derfor kunne skolen også takke for de donationer, de har modtaget undervejs.
Sparekassen Danmark – Fonden Himmerland har doneret godt 300.000 kroner som et bidrag til møbler i den nyombyggede spisesal.
Agri Nord og LandboNord-fonden har hver givet 100.000 kroner som et bidrag til møbler til de nye faciliteter i kælderen.
75-års jubilæum
Receptionen gav også et kig tilbage i historien, til den gang lige efter krigen, hvor Aalborg Amts Landboforening havde et ønske om at oprette en skole for uddannelse af unge landmænd. Det blev en realitet for præcis 75 år siden, hvilket blandt andet blev markeret med lidt historiefortælling fra skolens forstander.
Egentlig blev det besluttet, dengang for mange år siden, at skolen skulle ligge i Skalborg, hvor Agri Nord i dag har til huse, men landbruget ønskede, at en kommende landbrugsskole skulle ligge på landet, og da herregården i Lundbæk samtidig var til salg, blev det sådan.
Holdepunkter fra dengang og til nu blev fortalt ved receptionen, hvor også folk kunne nyde alverdens lækkerier fra køkkenet, mens skolens forstander takkede alle de mennesker, som har haft en tilknytning til landbrugsskolen igennem årene.
Skolens spisesal er blevet omkring dobbelt så stor. Der er blevet mere lys og luft og gennem de store panoramavinduer, kan man til den ene side få et glimt af Limfjorden, og til den anden side kan man se ud i den nye niveauopdelte atriumgård.
Forsinket velkomst og afsked
Da Jakob Autzen i foråret 2020 kom »hjem« til Nordjyllands Landbrugsskole, denne gang som forstander, var det midt i corona-tiden. Derfor blev der dengang aldrig holdt hverken en velkomstreception for ham, eller en afskedsreception for den afgående forstander Erik Poulstrup.
Derfor blev de, om end lidt på bagkant, begge kaldt op af skolens formand Lars Tolstrup, til en buket blomster og en tak.
Der var også en tak til skolens afgående bestyrelsesmedlemmer, som gennem tiden har gjort en stor indsats for skolen.
Skolens formand Lars Tolstrup (th.) bød, om end lidt på bagkant, velkommen til forstander Jakob Autzen. Han startede i 2020, men på grund af den daværende corona-situation, blev der aldrig holdt en velkomstreception for ham.
Der blev også sagt pænt farvel og tak til skolens tidligere formand Erik Poulstrup (th.), som i 2020 lod stafetten gå videre til Jakob Autzen. Noget der aldrig blev markeret på grund af corona-pandemien.