Kunstner ville lokke vildsvin over grænsen
Ved hjælp af blandt andet dufte forsøgte kunstneren Carl Plum for nylig at lokke vildsvin igennem hegnet ved den dansk-tyske grænse.

Billedkunstneren Carl Plum er tilsyneladende ikke begejstret for vildsvinehegnet, der blev sat op i januar 2019.
Selv om vildsvin er en noget nær uddød race i Danmark, er der fortsat debat om det fornuftige i at have et knap 70 kilometer langt vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.
Flere partier er modstandere af hegnet, der blev sat op i januar 2019, og for nylig forsøgte billedkunstneren Carl Plum at lokke vildsvin til at passere hegnet i forbindelse med kunstprojektet Walking Landscapes.
Det skete ved hjælp af duftstoffer og en lettisk jagtremse, og formålet var klart.
- Jeg vil ikke ødelægge hegnet, men jeg vil gerne ødelægge formålet med det. Jeg vil gøre vildsvinene opmærksomme på, at der er en åbning her, de kan komme igennem, sagde Carl Plum til JyskeVestkysten, der var til stede under begivenheden.
Siden man gik i gang med at regulere vildsvin væk i Danmark, har Naturstyrelsen i samarbejde med lodsejere og jægere haft stor succes med at fjerne bestanden. Styrelsen oplyste således i juli, at det sidste vildsvin, der var kendskab til på dansk jord, var nedlagt.
Stor provokation
Carl Plums initiativ ved vildsvinehegnet er mildest talt kommet bag på formand for SLF, Christian Lund, der kritiserer tiltaget i skarpe vendinger.
- Det er en stor provokation, at man gør sådan noget. Det kan man ikke være bekendt. Det er mangel på ordentlighed, hvis du spørger mig, siger Christian Lund.
Vildsvinehegnet blev i sin tid vedtaget med et bredt flertal i Folketinget, netop for at kunne undgå et eksportforbud uden for EU til dansk svineproduktion.
Alvorlige konsekvenser
SLF-formanden påpeger, hvilke konsekvenser en udbredelse af afrikansk svinepest til Danmark ville få.
- Så skulle vi jo til at slå hele besætninger ned. Og når man tænker på, hvordan vi havde nogle mink, der lige pludselig skulle fjernes fra overfladen, var det jo meget dramatisk, siger Christian Lund og fortsætter:
- Når man gør det her, fordi man er uenig i nogle beslutninger, så er det jo et udtryk for forkælethed i Danmark, at man sådan skal provokere, men de menneskelige konsekvenser og de dyreetiske konsekvenser tænker man slet ikke over, når man gør sådan noget pjat.
Selv om myndighederne ikke har kunnet finde vildsvin i Danmark længere, fortsætter arbejdet med at overvåge grænselandet. Det skyldes, at det er en kendt sag, at vildsvin – især i sommerhalvåret – kan bevæge sig op på dansk territorie.