Prisskilt på 45,6 millioner: Stor økologisk malkekvægsbedrift til salg i et stramt marked
Den økologiske kvægbedrift Falknergården ved Lintrup nord for Rødding er sat til salg med robotmalkning og en stor jordpakke, mens udbuddet af kvægejendomme falder.

Stuehuset på Falknergården er løbende renoveret og udgør en del af den samlede ejendom, der sælges i fuld drift. Foto fra salgsmaterialet: Agriteam Syd
Selv om der er blevet længere mellem de store landbrug, der bliver sat til salg, er det stadig muligt at komme ind på markedet, så længe man har midlerne.
Således er Falknergården udbudt til en kontantpris på 45,6 millioner kroner. Gården, der blandt andet er udbudt via Landbrugsmarkedet.dk af Agriteam Syd, har et matrikulært areal på cirka 173 hektar fordelt på fire ejendomme inden for en radius af omkring fire kilometer.
Bedriften drives som økologisk mælkeproduktion baseret på cirka 220 årskøer med tilhørende kvieopdræt. Ifølge salgsopstillingen tæller besætningen i alt 478 kreaturer, og der malkes med tre DeLaval-malkerobotter fra 2020.
Falknergården rummer også et moderne staldanlæg med knap 200 sengebåse, foderlade, plansiloanlæg og flere gyllebeholdere. En stor del af markerne kan vandes fra egne boringer, og der er tilladelser til markvanding frem til henholdsvis 2029 og 2040.

Køberen af Fanknergården overtager en økologisk bedrift med cirka 220 årskøer, cirka 173 hektar jord og et moderne staldanlæg.
Sælges i fuld drift
Falknergården sælges i fuld drift inklusive besætning, maskiner og beholdninger, og fremstår dermed som en samlet produktionsenhed i et marked, hvor der er blevet længere mellem de helt store landbrug. Og dem, der kommer på markedet, er der ikke så længe som tidligere set.
Ifølge ejendomsmægler Berg Risager, Nybolig Landbrug, er likviditeten hos erhvervsfolk, storbønder og udenlandske investorer høj. Han oplever samtidig, at ejendomme i størrelsesordenen op til 500 hektar er efterspurgte.
- Køberne betaler kontant, enkelte har store friværdier i de ejendomme, de har i forvejen, og har derfor adgang til en god finansiering, siger Berg Risager til Byensejendom.dk og fortsætter:
- Og jord vil aldrig blive billigere – for det bliver en mangelvare med de store omlægninger til natur.





































