Hvis det står til Socialdemokratiet, skal afgiften til gaver sættes op fra seks til 30 procent. 

Partiet har netop sendt et forslag på banen, og med udsigten til et valg i foråret, er det nærliggende at tro, at forslaget vil blive vedtaget i tilfælde af et magtskifte i Folketinget. 

Men det forslag vil gøre det endnu sværere for en søn eller en datter at overtage den fædrene gård, end det allerede er. 

Det mener Ulrik Krogsgaard, der er medlem af bestyrelsen i Agri Nord og medlem af Seges’  fagudvalg for Økonomi- og virksomhedsledelse.
- Vi har et kæmpe problem med generationsskifte i dag,  og en sådan forøgelse af afgiften vil sinke det endnu mere, siger han.

Det er ikke små beløb, der er tale om. Ved et generationsskifte  af en typisk ejendom med en værdi på 30 millioner kroner vil gaveafgiften stige fra cirka 300.000 til over 1,5  million kroner.

Det viser beregninger fra Agri Nords afdeling for økonomi og virksomhedsledelse. 

- Det kan meget vel være en stopklods, der gør, at næste generation ikke kan komme i gang, når en forælder ikke kan overdrage gården til næste generation på fornuftige vilkår, siger Ulrik Krogsgaard. 

Opfordrer unge til at skynde sig 

Forslaget kan meget vel gå hen og blive til virkelighed, hvis  der sker et regeringsskifte ved næste folketingsvalg, der skal være afholdt inden sommer. Ulrik Krogsgaard opfordrer derfor de landmænd, der overvejer et generationsskifte, til at få noget gjort nu, hvor afgiften kun er på seks procent. 

- Det er med at få hjulpet familien på vej, mens man stadig kan, siger han. 

Store konsekvenser for hele samfundet

Han forstår ikke, at forslaget  kan være en god ide. Heller ikke selvom man er socialdemokrat. - Det er en dårlig ide samfundsmæssigt 
set, uanset om man er rød eller blå, siger han.