Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Et etableret ulvekobbel med mindst fire hvalpe har ifølge JydskeVestkysten fået ulven helt ind i hverdagen omkring Løgumkloster.

Som nabo til Draved Skov kontrollerer Alexandra Brandi sit elektriske hegn flere gange om dagen. Hun vil sikre sig, at ulven får stød, hvis den nærmer sig, og at den ikke er brudt gennem hegnet. Særligt hendes lille pony Holger bekymrer hende, skriver avisen.

Samtidig må børnene i naturbørnehaven Villa Villekulla ikke længere løbe frit uden opsyn i skoven. Pædagogerne er desuden blevet udstyret med en såkaldt ulvealarm.

Lokale opfordres til at skrive under

Ulvens tilstedeværelse bliver nu brugt til at mobilisere opbakning til borgerforslaget »Nej tak til fritgående ulve i Danmark«.

I lokale Facebook-grupper, blandt andet Nørre Løgum Opslagstavle bliver borgerne opfordret til at støtte forslaget.

Løgumkloster er blevet ulvezone. Er det sådan en verden, vi ønsker her i Jylland, lyder det blandt andet i et opslag i Facebook-gruppen Nørre Løgum opslagstavle, som JydskeVestkysten gengiver.

Opslaget henviser blandt andet til børnehavens ændrede forhold og opfordrer lokale til at skrive under på forslaget.

Mangler 5.106 støtter

Borgerforslaget har i skrivende stund 44.894 støtter. Dermed mangler det 5.106 underskrifter for at nå grænsen på 50.000.

Forslaget vil pålægge regeringen at arbejde for en ændring af EU-reglerne, så Danmark får større national kompetence til at forvalte ulve. Samtidig ønsker forslagsstillerne, at Danmark inden for den gældende EU-ret iværksætter de nødvendige tiltag for at fjerne fritgående ulve fra dansk territorium.

Fristen for at nå de 50.000 støtter er 25. november.
 

Ulve i Danmark