Endnu mere fokus på heste i Hjørring
Sidste år valgte dyrskuearrangørerne at sætte større fokus på heste, det fortsætter i år, hvor man blandt andet kan stille til bedømmelse med sin krydsningshest.

Knap 100 heste stiller til bedømmelse. Herud over er der både spring- og dressurkonkurrencer, shows og meget mere for de hesteglade.
Sidste år valgte Hjørring Dyrskue at udvide hestearealet. Det gav blandt andet plads til forskellige nye hestekonkurrencer, en hestearena og flere hesteaktiviteter.
En af de nye konkurrencer var spring- og dressurkonkurrencer, som fortsætter i år, og bliver krydret med et helt nyt tiltag.
Som noget nyt kan man stille til bedømmelse med sin krydsningshest. Hestene bliver delt efter, om de er over eller under 148 centimeter høje, og eksteriørbedømmes.
Man kan også deltage i agility med hest, hvor det gælder om at udvise kontrol over hesten enten fra jorden eller hesteryg, mens hesten passerer forskellige forhindringer.
Showtime
Selvfølgelig, som altid, bliver der flere shows, hvor hestene indgår.
Allerede fredag inden middag indtager FriserNord den store arena. Friserhestene er på banen igen fredag aften til det store Dyrskueshow og minsandten om de ikke også er at finde i Lørdagsshowet.
Foruden de skinnende sorte heste vil man til årets Dyrskueshow fredag klokken 19.00 også kunne opleve shows ved Vendsyssel Køreforening og Stald Nordkap og man vil kunne se spring- og dressurheste i topklasse fra Stutteri Katrinelund. Afslutningen bliver af Ildhesten.
Clinic ved Ib Kirk
Igen i år afholder Ib Kirk en clinic.
Ib Kirk driver Katrinelund på Mors. En hingstestation med salg af dressur- og springheste.
Fredag over middag vil han fortælle om avl af gode heste til sportsbrug.
Kom til åbent hus
Lørdag fra 11.00-14.00 holder Vendsyssel Køreforening åbent hus.
Foreningen blev stiftet i 1974 og har i dag omkring 150 medlemmer, som alle har den fælles interesse: køresport på skovtursplan, konkurrenceplan, opvisningskørsel ved andre arrangementer.
Er man til fart og spænding er »TopCup« et kig værd. Det er kørsel med vogn på tid gennem forskellige porte på banen.
Endeligt er der som altid præsentation af de forskellige hesteracer foruden konkurrencerne, hvor skuet smukkeste heste skal findes.