Professionel reservedelsforsyning

Sjørup Gruppen møder sine kunder og sine underleverandører af nye komponenter på Agritecnica. Her er, hvordan virksomheden arbejder:

Her er en fortælling om gamle dage:

En landmand har et alvorligt havari med sin traktor. Måske med et ødelagt kron- og spidshjul, hvad gør man så?

Ringer til en ophugger og spørger, om der skulle stå en lignende traktor ude bagved.

- Lad os lige få en halv dag, så splitter vi den gamle ophuggertraktor ad og ser, om der er noget, der dur! Jeg ringer tilbage i morgen, lyder det så.

I dette lotteri bliver det enten til en brugbar brugt reservedel eller det modsatte.

- Kron- og spidshjulet er slidt og dur alligevel ikke, så vi kan ikke hjælpe dig, lyder det måske i telefonen dagen efter.

Komplet reparationspakke

Sådan arbejder man ikke hos Sjørup Group.

- Vi kan hjælpe en landmand med det samme. Og vi kan straks svare på, om der er en kvalitetssikret brugt reservedel eller en ny klar til øjeblikkelig afsendelse og fremme næste morgen, siger indehaver og direktør hos Sjørup Group, Ole Lauridsen fra standen på Agritechnica.

Sjørup fungerer i dag som en topprofessionel leverandør af nye og brugte reservedele til et bredt udsnit af de landbrugstraktorer, maskiner og entreprenørmaskiner, der kører i Danmark.

- Det nye er, at vi i dag har en hel afdeling, der ikke laver andet end at pille traktorer nyere end 1995 fra hinanden, tjekke og kvalitetssikre reservedelene, registrere dem og derefter lægge dem på lageret, indpakket, mærket og klar til afsendelse, så landmanden hurtigt kan komme til at køre igen.

Ole Lauridsen fortæller, at virksomheden i dag har udvidet sin service overfor kunderne, til samtidig med en vital reservedel også at levere en pakke med nye pakdåser, o-ringe, pakninger med videre, lige netop det, der er nødvendigt for at kunne udskifte den havarerede del succesfuldt og hurtigt.

Kompetencer

Sjørup gruppen er desuden kendt for at kunne levere originale reservedele til snart sagt ethvert af de gængse traktormærker.

- Vi ved efterhånden rigtigt meget om, hvilke reservedele, der er brug for hos de enkelte traktormodeller. Og da rigtigt mange dele til en traktor er produceret af underleverandører, kan vi skaffe de forskellige reservedele direkte fra disse. Vi har et kæmpestort kontaktnet gennem disse underleverandører, hvorfra vi køber vitale reservedele direkte og dermed skaffer vores kunder de originale reservedele til attraktive priser, fordi vi skærer en del led af.

Ole Lauridsen fortæller, at stort set alle serviceværksteder for landbrugstraktorer er kunder hos Sjørup.

Direkte kontakt

- Det er naturligvis kapitalkrævende at have et så enormt lager af nye og brugte reservedele klar til afsendelse fra hylderne i Sjørup, indrømmer Ole Lauridsen.

- Men netop det, at vi selv kan finansiere hjemtagning af partier på måske ti eller flere dele af gangen fra de vigtige underleverandører, er en af årsagerne til at vi kan tilbyde reservedele til attraktive priser.

Sjørup gruppens tilstedeværelse på Agritechnica går netop ud på, dels at mødes med den danske maskinbranche og dels at holde møder med underleverandørerne af komponenter til landbrugstraktorer og -maskiner.

Tjekker om delen findes

Ole Lauridsen vil gerne begrunde overfor landmændene i Danmark, hvorfor Sjørup ikke mere sælger direkte til slutbrugere med mindre der er tale om maskinstationer eller andre med relevant faglært personale blandt sine medarbejdere.

- Som alle andre vil vi jo gerne, at alle får en god oplevelse ud af at handle med os. Landmanden kan sagtens på vores hjemmeside forvisse sig om, at vi har den nødvendige reservedel på hylden og om der er tale om nyt eller brugt. Vi er i fuld gang med at lægge det hele, inklusive priser på vores hjemmeside.

- Men når det kommer til den konkrete aftale om køb af en reservedel, beder vi altid om, at det sker gennem et værksted med relevante kompetencer i nærheden af, hvor landmanden bor. Det er vores måde at sikre, at landmanden kommer hurtigt ud at køre igen og at udskiftningen af den pågældende reservedel sker professionelt og forsvarligt til alles glæde.

Opkøber brugt

- Man skal jo huske på, det ofte er tale om komplicerede reservedele, vi har nævnt kron- og spidshjul i en transmission som eksempel. Meningen er jo, at vi gerne vil hjælpe på en konstruktiv måde som giver værdi for landmanden. Og det kan vi med det system, vi har opbygget, lover Ole Lauridsen.

Sjørup Group opkøber fortsat brugte og skadede traktorer fra såvel landmænd som maskinhandlere. I alt beskæftiger Sjørup i dag 38 medarbejdere. Syv-otte stykker i henholdsvis ophugsafdelingen og i et værksted, der servicerer lokalområdet omkring Sjørup. Resten er i salg, logistik og administration.

Læs også