GreenFarm viser styring på Agromek, der skal gøre høje elpriser til en fordel
Med to stjerner fra Agromek Stars 2026 tager GreenFarm styresystemet FlexControl med til messen. Systemet skal tilpasse gårdens elproduktion til både elpriserne og landmandens eget strømforbrug.

GreenFarm har udviklet FlexControl, der skal sikre, at høje elpriser kommer landmanden til gode. Foto: GreenFarm
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Når strømmen er billig, kan biogassen samles i lageret. Når elprisen stiger, kan motorerne sættes i gang og omsætte den lagrede gas til strøm og varme.
Det er princippet bag GreenFarms styresystem FlexControl, som besøgende på Agromek kan høre mere om på virksomhedens stand K8224. Systemet har fået to stjerner ved Agromek Stars 2026 og skal gøre det lettere for landmanden at udnytte udsvingene i elprisen.
FlexControl styrer automatisk anlæggets drift ud fra elpriserne og gårdens eget elforbrug. Målet er at få mere værdi ud af biogassen ved at flytte strømproduktionen til de tidspunkter, hvor strømmen er mest værd.
- For landmanden handler det om at få mest muligt ud af de ressourcer, der allerede findes på gården. Det skal være enkelt at producere sin egen energi og få mest muligt ud af den, siger Frank Wennerberg, direktør i GreenFarm, i en pressemeddelelse.
Gaslageret giver fleksibilitet
Biogassen dannes løbende i anlæggets procestank og lagres under en dobbeltmembran, inden den bruges i motorerne. Lageret fungerer dermed som en buffer mellem gasproduktionen og produktionen af strøm og varme.
FlexControl henter elpriserne for det kommende døgn og tager højde for relevante nettariffer, når systemet planlægger driften. I perioder med lave elpriser kan motorerne køre mindre eller stå stille, mens biogassen samles i lageret. Når priserne stiger, kan flere motorer køre samtidig og udnytte den lagrede gas.
- Med FlexControl gør vi det lettere at tilpasse strømproduktionen for at få økonomi i sin egen energiproduktion, siger Frank Wennerberg.
Tager højde for malkning og foderblanding
Styringen tager også hensyn til gårdens eget behov for strøm.
Under eksempelvis malkning eller foderblanding kan systemet reducere biogasanlæggets eget elforbrug til blandt andet omrøring. Det skal frigøre kapacitet i gårdens elforsyning, så en større andel af strømmen kan bruges i bedriften, når behovet er størst.
FlexControl tilpasser desuden gradvist tilførslen af materiale til anlægget efter niveauet i gaslageret. Ifølge GreenFarm hjælper det med at holde balancen mellem gasproduktionen og motorernes kapacitet og kan mindske behovet for at afbrænde overskydende biogas.
GreenFarm leverer FlexControl med sine nye anlæg. Systemet kan også installeres på eksisterende anlæg, hvis de har understøttet hardware. Virksomheden er ved at bygge et anlæg med FlexControl hos Lundegaard Avl og Opformering i Sæby. På Agromek præsenteres styresystemet på stand K8224.
Agromek
Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































