Bredal i Boxen

En nyudviklet bugseret kalk- og gødningsspreder ser dagens lys på Agromek.

Bredal A/S, specialisten i kalk- og gødningsspredere, præsenterer traditionen tro et stærkt program af bugserede og liftophængte kalk- og gødningsspredere på Agromek. Det sker med Jyske Bank Boxen som ramme.

Virksomheden har blandt andet en spændende nyhed parat til messegæsterne – Bredal K110XESC. Der er tale om en bugseret kalk- og gødningsspreder, der kan udstyres med en hjuldiameter på op til to meter, hvilket giver en frihøjde på 80 cm. Samtidig er sprederen forlænget med 50 cm for at give plads til de større hjul.

- En bugseret gødningsspreder med en større frihøjde har længe været et ønske blandt landmænd og maskinstationer. Derfor har vi udviklet en version med større hjul, som er mere skånsom mod afgrøderne, siger Jacob Bangsgaard fra Bredal A/S.

Nyheden har Bredals XE-sprederværk med en spredebredde på op til 30 meter for kalk og op til 48 meter for kunstgødning. XE-sprederværket er hydraulisk foldbart, og udfoldet er de to spredertallerkner placeret med en afstand på 6 meter. Den tilbydes med to forskellige typer spredetallerkner til kalk og tre forskellige typer spredetallerkner til kunstgødning.

Fokus på præcisionsspredning

Med den liftophængte F4 og den bugserede F10 lægger Bredal op til en dialog om præcisionsspredning af kunstgødning på sin stand.

Sprederne er udviklet til de professionelle landmænd og maskinstationer.

Både F4 og F10 har ISOBUS-styring og sektionskontrol. De er opbygget med to bånd, der styres uafhængigt af hinanden, så der samtidigt kan doseres forskellige mængder i højre og venstre side. En række sensorer overvåger sprederen for at sikre optimal gødskning.

Læs også