Helsinge Maskinforretning øgede både top- og bundlinje

Fra venstre: salgschef Bo Høst, direktør Kurt Madsen, salgskonsulent Brian Skøtt og direktør Flemming Skøtt. Foto: Arkivfoto
Regnskabsåret 2019/2020 blev godt for Helsinge Maskinforretning, der både øgede top- og bundlinjen i et år, der ellers for mange bød på turbulente tendenser og aflyste arrangementer.
Den nordsjællandske Massey Ferguson-forhandler leverede en bruttofortjeneste på 17,6 millioner kroner mod 16 millioner året før, samt et resultat efter skat på knap fire millioner kroner, og altså godt 758.000 kroner mere end i regnskabsåret 2018/2019. Dermed har selskabet en egenkapital på 17,8 millioner kroner.
Helsinge Maskinforretning blev grundlagt i 1964 og specialiserer sig i handel med maskiner og reservedele samt reparation heraf, primært til entreprenørbranchen, landbruget, bogligselskaber og kommuner.
- Vi har nu med over 56 års erfaring udviklet os til at være en af Nordsjællands største maskinforretninger. Det er ikke mindst sket ved hjælp af vores trofaste medarbejderstab, der i dag tæller 30 medarbejdere, som alle er specialuddannede, og som er med til at sikre vores kunder faglig og reel betjening, skriver firmaet på sin hjemmeside.
Virksomhedens forretningsareal, som stadig er under udvikling, er udbygget til at være på over 4.000 kvadratmeter. Herfra styres det daglige arbejde inden for salg, service og administration.