Bæredygtigt Landbrug:: - Dyb kritisabel kampagne fra Økologisk Landsforening

Direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup, kalder musikvideo fra ny økokampagne for populistisk manipulation.

Også Bæredygtigt Landbrug er utilfreds med den nye kampagne »Ren madglæde«, som Økologisk Landsforening står bag. Kampagnen indeholder budskabet, at man skal vælge økologisk for at redde grundvandet.

Som en del af kampagnen er der en satirisk musikvideo med musikeren Malte Ebert alias Gulddreng, hvor det blandt andet lyder, at »hvis du ikke køber øko, så skal vi alle sammen dø nu«.

- Det er synd, at en så populær musiker bliver spændt for Økologisk Landsforenings populistiske, propagandistiske kampagnevogn, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.

- Musikvideoen er da sjov og underholdende – dét gør bare ikke budskaberne mere rigtige. Det er tydeligt, at man fra Økologisk Landsforenings side er ligeglad med fakta og videnskab, når man er nødt til at pakke det sådan ind og køre 120 procent på rene følelser, tilføjer Hans Aarestrup.

Angreb

Kampagnen kan ifølge Bæredygtigt Landbrug dårligt opfattes som andet end ét langt angreb på 90 procent af dansk landbrug – nemlig det store flertal af danske landmænd, som dyrker såkaldt konventionelt landbrug.

Foreningen pointerer, at fakta er, at der i den seneste årsopgørelse fra Miljøstyrelsen optræder i alt 133 sløjfede vandboringer – og at kun ét eneste af disse tilfælde skyldtes pesticidforurening.

Hans Aarestrup gør opmærksom på, at ingen af landbrugets nuværende planteværnsmidler er til fare for grundvandet. Var de det, ville de slet ikke blive godkendt af Miljøstyrelsen, der udgør et af verdens strengeste kontrolsystemer.

- Det er dybt kritisabelt, at Økologisk Landsforening fortier denne sandhed for offentligheden og ganske uberettiget gør brugen af pesticider i det moderne landbrug til et problem for grundvandet. Spørgsmålet er, om de mange dygtige økologiske landmænd i Danmark – som gerne vil leve side om side med og også nyder godt af deres konventionelle naboer – kan leve med sådan en vildledning? Man burde desuden nok have klædt Gulddreng bedre på – så han ikke uforvarende udbredte sådan en omgang vrøvl til offentligheden, siger Hans Aarestrup.

Overrasket over kritik

I gårsdagens udgave af Effektivt Landbrug lød det fra formand i Økologisk Landsforening, Per Kølster, at han er overrasket over, at foreningen igen bliver udsat for kritik som følge af den nye kampagne.

- Jeg havde faktisk ikke ventet det, det havde jeg ikke. Men jeg lytter meget til den kritik, og jeg er meget optaget af, at den måde som vi i fremtiden kommunikerer, er det som vi gør, og ikke det som andre gør. Det er vigtigt for os.

- Men jeg vil også forbeholde mig retten til at være meget bekymret for, om vi i al evighed har rent grundvand, sagde Per Kølster.

ege

Læs også