Ferievært ønsker sig flere kolleger

Niels Henrik Nielsen, landmand og ferievært, mener, at flere landbrug med fordel kan indrette ferielejligheder på gården.

Det er populært at holde ferie på landet, og det mærker blandt andre Niels Henrik Nielsen, der sammen med sig ægtefælle, Gitte Nielsen, de seneste 15 år har drevet bondegårdsferie på gården Lykkebjerg nord for Ruds Vedby på Vestsjælland.
- Vi får flere henvendelser fra turister, end vi har plads til. Her på gården må vi sige nej til lige så mange, som vi kan have med vores 35-40 sengepladser, fortæller Niels Henrik Nielsen.
- Det vil være dejligt med nogle flere kolleger, siger han og tilføjer, at indretning af et par ferielejligheder kan give en god ekstra indtægt på et landbrug.
Efter Niels Henrik Nielsens opfattelse er der muligheder for at trække endnu flere feriehungrende byboere ud på sjællandske gårde.
- Ikke mindst fra det nordlige Tyskland kan der komme flere feriegæster fremover, vurderer Niels Henrik Nielsen.
 

Film om tyske feriegæster

Niels Henrik og Gitte Nielsen er medlemmer af Landsforeningen for Landboturisme, der også har fokus på markedet i Tyskland. For nylig holdt foreningen en temadag, og den har produceret en film om netop mulighederne for at få flere tyske feriegæster.
I filmen, som kan ses på foreningens hjemmeside www.bondegaardsferie.dk, er der gode råd om, hvordan man som ferievært kan markedsføre sine tilbud.
For eksempel fortæller management konsulent Johanne Bugge, at det med positive ord og glade billeder er godt at tale til gæsternes følelser og til deres længsler efter gode og afslappende oplevelser med familien.
- Det er også en god idé at give gæsterne små positive overraskelser. Som for eksempel at servere lidt hjemmebagt, når de ankommer, oplyser Johanne Bugge.
 

God hjælp til nye ferieværter

Med den nye film, med individuel rådgivning, og på flere andre måder hjælper Landsforeningen for Landboturisme gerne nye ferieværter i gang.
Flere værter betyder også flere konkurrenter til de nuværende. Men det skræmmer ikke landsforeningens formand Rikke Kjærgaard. Tværtimod.
- Når vi bliver flere, der tilbyder bondegårdsferie, får gæsterne mere at vælge imellem, og det større udbud tiltrækker flere gæster. Nogle gårde har mange dyr, andre har ikke så mange, og i det hele taget er vi meget forskellige. Nogle gæster vil have det ene, og andre det andet. Det er kun godt med en bred palet, fastslår hun.
Medlemmerne af Landsforeningen for Landboturisme får primært gæster gennem foreningens hjemmeside, hvor hver enkelt vært præsenteres, og det er både på dansk, tysk og engelsk
 
 

Læs også