Väderstad TopDown 500 løfter oppetiden hos midtjysk maskinstation
Med ISOBUS og E-service på harven sendes oppetiden til nye højder med Väderstad TopDown 500-harven hos Martin Børsting Maskinstation.

Martin Børsting Maskinstation beskæftiger i dag op mod 40 medarbejdere, heraf halvdelen med landbrugsarbejde, mens vognmandsvirksomhedens 19 lastvogne især kører med gylle for egnens biogasanlæg samt forskelligt arbejde med tiptrailere. Fotos: Väderstad
Hos Martin Børsting Maskinstation på Salling nær Skive handler en del af forårets kundeopgaver om at kunne destruere efterafgrøder og gøre klar til såning.
- Der dyrkes meget grovfoder her på egnen, og derfor er der en del kvægbrugere, der forfølger en pløjefri strategi i majsen. Først destrueres efterafgrøden under gylleudbringningen med gyllevognens tallerkennedfælder, og derefter jævnes sporene, og marken gøres klar til majssåningen med et enkelt træk med vores Väderstad TopDown 500 med E-service.
Søren Børsting, medejer og daglig leder af maskinstationen, fortæller, at TopDown 500-harven klarer selv store mængder af halmrester og efterafgrøder.
Optimerer
- Når vi vælger at køre med TopDown-harven forud for majs, får vi en meget jævn mark at så majsen i. Er der meget plantemateriale, er de to rækker diske forrest gode til at rykke materialet fra hinanden og efterfølgende skabe et godt og jævnt såbed med et enkelt træk.
Søren Børsting fortæller, at dybdestyringen af de midterste kraftige tænder inde i harven foretages gennem maskinens E-service, der med ISOBUS-koblingen til traktorens skærm sender alle indstillingsmanøvrer ind til traktorpiloten.
- Vi kan stille dybdeharvningen til enhver dybde. Det samme kan vi gøre med dybdestyringen af de forreste diske, jævnerne og presset på den afsluttende jord-til-jord-SoilRunner.
- Markerne kan jo variere meget, så derfor bruger vi E-service systemet, der rummer op til fire hukommelser af kombinationer på indstillingen. Jeg tror i hvert fald, vi har arbejdet på marker, hvor vi har brugt op til tre hukommelser på samme mark, alt efter hvor varieret der er, siger Søren Børsting.

At der er E-service med ISOBUS-kobling på vores Väderstad TopDown 500 er ikke bare smart. - Det gør også arbejdet i marken mere præcist og høvler unødvendig spildtid af regningen til kunderne, påpeger Søren Børsting.
Forår og efterår
TopDown-maskinen får mere og mere at lave på maskinstationen.
- Vi brugte den til omkring 500 hektar i foråret, men vi har jo også anskaffet maskinen til at gøre nytte hen over eftersommeren og efteråret.
- På det seneste har en del kartoffelavlere her på egnen undladt at pløje efter kartofler. I stedet får de os til at harve marken igennem før vinteren, fordi TopDown-harven er god til at håndtere såvel planterester og hive eventuelle spildkartofler op på overfladen, så de ikke spirer frem i den efterfølgende afgrøde.
Laver falsk såbed
Søren Børsting fremhæver maskinens alsidighed ved at forklare, hvordan maskinstationen anvender TopDown-harven lige efter høst, hvor den med sin store tandafstand kan håndtere voldsomt store mængder af snittet halm efter mejetærskeren.
- Maskinen er rigtig god til at lave falsk såbed og sikre fremspiring af spildkorn, spildraps og ukrudt. Her foretager vi en øverlig bearbejdning med en fantastisk god opblanding af stub og halm i det øverste jordlag. Det sker ved, at vi hæver tænderne helt op og med E-service sikrer, at både de forreste diske og tænderne arbejder i de ønskede øverste cm. Jævneren mikser endnu engang materialet, og pakkeren trykker det tilpas sammen, så vi får en fin fremspiring i det falske såbed, forklarer han.

Oppetid betyder, at piloten er oppe i traktoren og TopDown-harven i jorden. Søren Børsting er glad for, at Väderstad TopDown-harven kan betjenes, mens arbejdet står på.
Fleksibel
Er der tale om forårsharvninger eller efterårets øverlige jordbehandlinger til falsk såbed eller et ønske om dybharvning forud for såning af vintersæd, rangerer kundernes tilfredshed med arbejdet højt hos Søren Børsting.
- Uanset om det er vores egen cirka 200 hektar planteproduktion eller på de langt flere hektarer, hvor vi servicerer kunderne, er fleksibilitet et nøgleord. Fleksibilitet skal også forstås på den måde, at vi hurtigt og smidigt kan påtage os en opgave, lige på det rette tidspunkt.
- Med Väderstad TopDown 500 med E-service er det lynhurtigt at tilkoble, sætte ISOBUS-stikket i og så afsted til marken. Vi kører altid opgaverne for vores kunder på timepris, og derfor spilder vi ikke folks penge på overlap, spildtid eller klargøring. Vi kører altid med GPS, og når vi triller ind i marken, bruger vi ikke tid til at hoppe ud og ind af traktoren for at justere og indstille maskinen. Vi slår harven ud, sætter straks arbejdet i gang og kan med et par tryk på skærmen straks ramme det optimale og det, kunden ønsker.
- Fordi det er nemt, får vi det gjort optimalt, siger Søren Børsting om selv den mindste efterjustering af maskinen.
- Det sker, mens vi kører, og koster derfor ikke ekstra tid på regningen, siger han.

Hos Martin Børsting Maskinstation er det slut med at lade samme dybdeindstilling på såvel de forreste diske, dybharvningen, jævneren som trykket på pakkeren diktere af samme mekaniske forudindstilling. - Vi oplever forskelle hen over samme mark, der berettiger, at vi kører med op til tre hukommelser på samme mark, fortæller Søren Børsting.











