350 køer og ingen markmaskiner: På Lihmegaard bruger familien kræfterne i stalden
Andreas og Lena Bygvraa overlader helst intet til tilfældighederne – med en årsydelse pr. ko på 16.150 kg EKM fra 350 køer er de bare nødt til at have grovfoder af virkelig høj kvalitet, og det får de blandt andet med nøje udvalgte majssorter fra Limagrain – i 2025 og 2026 især LG HIGHLIGHT.

Andreas Bygvraa i majsmarken med LG HIGHLIGHT.
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Her står ingen store, nye stalde, og der er ingen umiddelbare tegn på, at her bor en relativt nyetableret familie. For udefra ligner gården sådan set sig selv, som den så ud, da de købte halvdelen pr. 1. januar 2023 – og overtog den sidste halvdel året efter.
- Vores rettesnor er, at vi skal have en sund bundlinje skabt ud fra økonomisk sunde dispositioner, fortæller Lena og Andreas Bygvraa på Lihmegaard ved Spøttrup over en kop kaffe i stuehuset.
Anledningen til besøget er at snakke om, hvordan og hvorfor de vælger nogle bestemte majssorter, som passer til det, de gerne vil fodre med. Men selvfølgelig skal vi lige omkring, hvad det er for en bedrift, de driver.
Fuld fokus på besætningens pasning
Da parret kom til Lihmegaard, var der 235 køer og 170 hektar mark, men siden er der i de eksisterende rammer øget til 350 DH-køer, og arealet er nu på 250 hektar, som alle er ejet. Senere i år overtager de yderligere 65 hektar.
- Vi har ingen forpagtninger, og vi ønsker kun større, effektive marker i fornuftig afstand fra gården, fastslår Andreas Bygvraa.
Det sker ud fra et stærkt fokus på, at alle dispositioner skal understøtte deres mål om at få mest muligt ud af mindst muligt. Med det sigte har de også indset, at deres daglige indsats skal være i staldene for at passe dyrene optimalt.

Andreas og Lena Bygvraa driver Lihmegaard ved Spøttrup.
Maskinstation passer marken
- Vi har ingen markmaskiner, fordi vi kan få udført markarbejdet bedst og billigst ved at arbejde tæt sammen med Martin Børsting Maskinstation.
- Desuden risikerer vi ikke at miste overblikket og få noget gjort halvt, hvis vi både skal tage os af stald og mark, plus vi så ville have mindre tid til familieliv, konstaterer han.
Men de bestemmer selv valg af afgrøder og sorter – og med et godt samarbejde med maskinstationen får de også sået og høstet på de optimale tidspunkter, såfremt vejret tillader det.
En af landets højstydende besætninger
At de får noget ud af at have stærkt fokus på besætningen, viser sig tydeligt i deres produktionsdata. Fx er den gennemsnitlige årlige ydelse pr. ko 16.150 kg EKM med en fedtprocent på 4,15 og en proteinprocent på 3,65.
Lige så interessant er, at vores klimabelastning endda er noget lavere end de fleste såvel konventionelle som økologiske besætninger
Andreas Bygvraa
Celletallet er kun 40.000, og det er to år siden, at en yverbetændelse er behandlet med antibiotika. Dødeligheden blandt køer og kalve er også meget lavere end gennemsnittet.
- Lige så interessant er det, at vores klimabelastning endda er noget lavere end hos de fleste såvel konventionelle som økologiske besætninger, fastslår Andreas Bygvraa.
Tidlige majssorter med høj fordøjelighed
Når ydelsen skal nå op på deres niveau, skal der et absolut godt grovfoder til.
- Ved valg af majssort ser vi på udbytte og tidlighed som førsteprioritet, forklarer Andreas Bygvraa.
Med tidlighed mener han FAO-tal på 170 – det har fx den lige nu foretrukne sort LG HIGHLIGHT.
- Desuden er det vigtigt, at det er en stay-green sort, fordi visne plantedele med højt indhold af lignin er uønskede, påpeger han.
Som andenprioritet ved sortsvalget er en høj FK-NDF-værdi.
- Fordøjeligheden er meget vigtig, når vi ønsker en stor andel majs i rationen, konstaterer han.
- Tredjeprioritet er, at planterne bliver stående frem til høst, siger han.

Besætningen på Lihmegaard tæller 350 DH-køer med en ydelse på 16.150 kg EKM pr. årsko.
Tidlig høst giver flere fordele
Ønsket om at dyrke en eller flere sorter med FAO-tal 170 er baseret på, at der er flere fordele ved tidlig høst af majs med 34-35 procent tørstof.
- For det første er risikoen for dårligt føre i markerne lavere, jo tidligere vi kan gennemføre høsten. Det betyder meget, når man har JB 5-6 jord på størstedelen af arealet med majs.
- For det andet får efterafgrøderne bedre forhold med tidlig høst, så de kan gøre deres arbejde ordentligt, forklarer Andreas Bygvraa.
Udover at fastholde kvælstof giver efterafgrøderne også en sundere jord, der er nemmere at håndtere.
Overvejer pløjefri dyrkning
Hidtil er majsen på Lihmegaard dyrket med traditionel jordbearbejdning – det vil sige etablering efter pløjning.
- Men vi overvejer altid, hvordan vi kan få mest muligt ud af mindst muligt, lyder det fra Andreas Bygvraa.
- Så en mulighed for at gøre mindre er pløjefri etablering af majsen, når den etableres efter en anden afgrøde.
- Men vi kan få meget svært ved at få jorden tør til rettidig etablering i meget våde år, hvis vi ikke vil pløje, forklarer han.
Men samtidig er han bevidst om, at bjærgning af majs er lettere på upløjet jord, som bærer bedre end pløjet jord.
Måler udbytter og skanner jordbunden
Alle udbytter i majs og græs måles med NIR-udstyr på finsnitteren.
- Så kan vi tegne biomassekort og tildele gødning efter dem. Vi går efter at gøde mest, hvor der er størst potentiale for højt udbytte, fortæller Andreas Bygvraa.
Gødskningen bestemmes også af de jordbundskort, som bliver dannet efter skanning med canadiske SoilOptix og udtagning af jordprøver.
- På den måde kan vi gøde optimalt og positionsbestemt med henblik på at opnå maksimalt udbytte i bedst mulig kvalitet, fastslår han.
Som startgødning til majs tildeles 40 ton gylle fra besætningen. I såvel majs som græs plejer Lena og Andreas Bygvraa at høste 13-14 ton tørstof pr. hektar.
Som vilkårene er nu, bliver det svært at lave en mere langsigtet planlægning, ganske enkelt fordi rammevilkårene ændrer sig så ofte

Lihmegaard råder over 250 hektar, og familien overtager yderligere 65 hektar i løbet af året.
Sparring fra Limagrain er værdifuld
Samarbejdet mellem familien Bygvraa og Limagrain er båret af gensidig tillid.
- Vi får en kvalificeret og engageret sparring, som jeg har stor tillid til, siger Andreas Bygvraa.
Det er meget vigtigt for dem, at det er sådan. Her i 2026 er sorten LG HIGHLIGHT valgt blandt andet på grund af sit meget høje NEL20-udbytte. Ud over det er familien vært for et større Limagrain-forsøg i storparceller, som dækker et areal på fem hektar.
Svært at lægge planer for 2027
Ligesom mange andre landmænd er familien Bygvraa noget foruroliget over alt det, der sker i tiden.
- Som vilkårene er nu, bliver det svært at lave en mere langsigtet planlægning, ganske enkelt fordi rammevilkårene ændrer sig så ofte, påpeger Andreas Bygvraa.
Det får blandt andet betydning for markplanen, hvor det bliver svært at opretholde en lige så stor andel majs som hidtil. Samtidig er der usikkerhed om anvendelsen af 30 hektar, som ligger i et indvindingsområde.
Usikkerheden fylder også i forhold til investeringer, som familien afventer med at gennemføre, indtil de ved, hvor tingene ender.

Sparring om majs og grovfoder er en del af samarbejdet mellem Lihmegaard og Limagrain.





