Landmænd har set ind i den digitale fremtid
Agri Nords konsulenter kigger ind i fremtiden sammen med landmændene, når de holder regnskabsmøder over computeren eller laver markplanen digitalt. Her er det økonomikonsulent Malene Steen Lagergaard, der holder kundemøde fra hjemmekontoret.
Digitale møder via PC eller telefon er fremtidens mødeform for landmændene og deres rådgivere, og video og telefon bliver essentielle redskaber. Det er konklusionen hos Agri Nord, efter de har taget en række digitale værktøjer i brug i forbindelse med Corona-krisen.
Agri Nords kunder møder i disse dage deres rådgivere i digitale mødelokaler via deres PC eller mobiltelefon.
For at begrænse smittespredningen af Covid-19, tog Agri Nords ledelse nemlig den beslutning, at ingen konsulenter måtte mødes fysisk med deres kunder. Heller ikke selvom det er sæson for både regnskabsmøder og markbesøg.
En beslutning, der kun kunne tages, fordi der findes digitale løsninger, der kan opretholde servicen overfor kunderne.
- Vi ville sikre os, at kunderne kunne serviceres på bedst mulige måde, og vi er blevet positivt overraskede over at se og høre, hvor godt det fungerer at klare opgaverne via PC eller telefon, siger administrerende direktør, Kim Koch.
Han er ikke i tvivl om, at de digitale møderedskaber kommer mere og mere i spil i fremtiden.
- Teknologien er der, og nu er vi kommet godt i gang med at bruge den, så det kommer vi til at se meget mere af i fremtiden, siger han.
Virksomhedsrådgiver Jacob Frey Hansen holder mange videomøder med kunderne, og det fungerer rigtig godt, er hans erfaring. Blandt andet oplever han, at møderne er mere fokuserede.
Sjovt at kigge ind i fremtiden
En af de landmænd, der holdt sit regnskabsmøde via PC’en, er mælkeproducent Gunnar Schmidt, Vester Hornum.
Det foregik via systemet Microsoft Teams med virksomhedsrådgiver Jørgen Cæsar Jensen, økonomikonsulent Malene Lagergaard og junior virksomhedsrådgiver Janne Sæderup foruden Gunnar og hans hustru Annika.
- Det var sjovt at kigge ind i fremtiden på den måde, og det kunne jo fint lade sig gøre. For tyve år siden havde vi heller ikke længere samtaler over telefonen, men i dag er det en selvfølge. Jeg tror også, at det er en selvfølge at mødes via PC’en om 20 år. Så tror jeg ikke, vi kører efter ret mange møder mere, siger landmanden, der plejer at mødes med sine rådgivere hos ham selv eller på landbocentret.
IT-udstyret skal være i orden
Gunnar Schmidt oplevede, at regnskabsmødet blev afviklet på en tilfredsstillende måde, så han og hustruen kunne skrive deres ledelsesberetning og er klædt godt på til regnskabsmødet med banken.
Men en succesfuld mødeafvikling kræver det rigtige udstyr.
- Man skal have gode skærme og gode kameraer, siger mælkeproducenten.
Derudover skal man vænne sig til, at man ikke lige kan bryde ind i samtalen, hvis der er noget, man gerne vil sige eller spørge om.
- Det kræver en vis mødedisciplin, hvor man taler efter tur, og man skal notere eventuelle spørgsmål, så man husker at stille dem, når det er ens tur, fortæller han.
Derfor var det godt, at regnskabet for 2019 var et godt regnskab.
- Det havde været sværere at komme godt rundt om tallene, hvis der havde været problemer med regnskabet, fordi det er svært lige at bryde ind eller kommer med inputs løbende, siger han.
Selvom mødet blev afviklet godt, så foretrækker han stadig at mødes ansigt til ansigt med sine rådgivere og sidde sammen omkring det samme bord.
Krav til det digitale møde
- Det rigtige og funktionelle udstyr, ex. en god skærm og mikrofon
- Mødedisciplin. Man er nødt til at vente til det er ens tur
- Løbende notering af ens kommentarer eller spørgsmål, så man ikke glemmer dem. Brug evt. mødeprogrammets chatfunktion
Større fokus på opgaven
På regnskabskontoret holder virksomhedsrådgiver Jacob Frey Hansen også mange videomøder med sine kunder.
Det fungerer rigtig godt, oplever han.
- Jeg plejer tit at bruge en stor skærm, som alle mødedeltagere kigger på, også når jeg holder fysiske møder, så det er ikke så stor en forandring. Vi kigger stadig på den samme skærm, men nu er det bare via vores PC, fortæller han.
Han oplever, at alle mødedeltagere har let ved at følge med, når de sidder og kigger på hver deres skærm.
- Jeg synes, vores møder er mere fokuserede på opgaven, fordi mødeformen ikke levner så meget plads til small talk – og så sparer begge parter en køretur, siger rådgiveren, der ikke er i tvivl om, at han fremover vil bruge videomøder i langt højere grad end telefonsamtaler.
Fordelene ved digitale møder
- Giver mere fokuserede mødedeltagere
- Sparer tid og kørsel
- Sparer tid, fordi der er mindre small talk
Super nemt
I marken er planteavlskonsulenterne også godt digitaliserede. Planteavlskonsulent Anders Spanggaard er i forvejen vant til at tage i marken med sin iPad, hvor han taster sine observationer og anbefalinger ind i programmet FarmTracking.
Landmanden kan følge med i de rettelser og tilføjelser, konsulenten laver i marken, mens han gør det. Bagefter følges turen i marken op med en telefonsamtale, og konsulenten lægger en vejledning i postkassen med for eksempel dosering og midler, som landmanden kan tage med i marken. En vejledning, Seges arbejder hårdt på også at gøre elektronisk.
- Det går faktisk supernemt, for vi havde hele setup’et i forvejen, og alle vores programmer er i forvejen online. Og selvom jeg savner den personlige kontakt, så kan det meste fint klares over telefonen, siger planteavlskonsulenten.
Planteavlskonsulent Anders Spanggaard savner den personlige kontakt med landmanden, men det går alligevel supernemt at lave markplanen alene og holde kontakten med landmanden via digitale platforme, fortæller han.
Agri Nord
Hobrovej 437
9200 Aalborg SV