Ifølge Altinget.dk så oplyser kilder, at det i dele af regeringen
»er oppe i luften«, om man skal opgive randzonerne. Rygterne er dog langt fra
bekræftet, skriver det internetbaseret Christiansborg-medie i en analyse.
Bliver randzoneloven droppet vil en sådan beslutning dog skabe
konflikt mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet, forudser Altinget.dk.
I det grønne miljøministerium ser man randzonerne som et godt og helt
nødvendigt middel til at opfylde vandrammedirektivets krav om bedre vandmiljø.
Anderledes opfatter man sagen i Fødevareministeriet, hvor man
traditionelt har set sig som et erhvervsministerium, der skal hjælpe
landbruget, lyder det i analysen. Mange i ministeriet er derfor trætte af
randzonerne, der har givet så meget bøvl.
- Det var en bet, at opgaven med at lave de omdiskuterede
randzonekort havnede hos Fødevareministeriet og ikke i Miljøministeriet, lyder
det fra Altinget.dk.
Ifølge Altinget.dks oplysninger har det yderligere været et
irritationsmoment i Fødevareministeriet, at man har oplevet, at Ida Auken (SF)
og Miljøministeriet i lange perioder ikke aktivt forsvarede randzonerne, men i
stedet lod den tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) tage alle tæskene.