Det er helt tydeligt, at udviklingen lige nu er positiv, vurderer Fødevareforbundet NNF's formand Ole Wehlast
Dagbladet Børsen kunne mandag berette, at der årligt forsvinder
3.500 fødevarejob i Danmark. Siden 2000 skulle der således ifølge avisen være
forsvundet næsten 40.000 job i fødevaresektoren.
Ifølge fagforbundet NNF er der imidlertid nu vækst i
antallet af fødevarejob.
Fra 2012 til 2013 er der kommet dobbelt så mange jobopslag
inden for nærings- og nydelsesmidler, skriver Fagbladet 3F, der har lavet en opgørelsen
på Jobnet og Jobindex, og sammenlignet første halvår af 2012 med første halvår
af 2013.
Det er en kærkommen udvikling siger forbundsformand for Fødevareforbundet
NNF Ole Wehlast til fagbladet.
- Vores helt store udfordring er jo at skabe og fastholde
arbejdspladser. Derfor er det en glædelig nyhed at der bliver slået flere
stillinger op, så der er noget at søge, når man går arbejdsløs.
I første halvår af 2012 blev der opslået 423 jobs inden for
nærings- og nydelsesmidler på Jobnet og Jobindex. I første halvår af 2013 var
det ifølge opgørelsen 832 jobs, der blev opslået.
- Der er en positiv udvikling i gang, og det kan jeg også
genkende fra vores snakke med tillidsrepræsentanter og medlemmer, siger Ole
Wehlast.