Klokken 7.30 fredag morgen var det tid til at åbne
dyrskuet i Horsens.
Og det stod formanden for Foreningen Land & By
Østjylland, Jeppe Mouritsen for, da han holdt åbningstale.
- Dyrskuet vi i dag åbner,
er nummer 143 i rækken af dyrskuer i Horsens. Mange ting i måden at drive
landbrug på har ændret sig i alle disse år, indledte Jeppe Mouritsen sin tale.
Formanden kom blandt andet
ind på, at for knap 150 år siden havde ingen sikkert forestillet sig, at en ko
kunne malkes af en robot.
Men Jeppe Mouritsen
konstaterede også, at en ting ikke har ændret sig – interessen og lysten til at
fremvise og udstille sine bedste dyr:
- Den tilfredsstillelse og
stolthed det er at stå med et diplom på ”Dyrskuets Bedste” eller en
”Ærespræmie”, er noget af det der giver en positiv energi i dagligdagen.Denne energi skal bruges
på at fortrænge de mange urimelige vilkår, dansk landbrug bliver stillet over
for i disse år.
Får for lidt
Ifølge Jeppe Mouritsen er
et af de urimelige vilkår, at animalske produkter koster for lidt – og at alt
for mange led i kæden skal have dækket deres omkostninger, før landmanden
bliver tilgodeset.
- En spændende tanke kunne
være, at man gjorde det omvendt. Landmanden skal først og fremmest sikres den
pris, der skal til for at han får
dækket sine produktionsomkostninger, så han fortsat skal kunne udvikle sit
landbrug, til blandt andet at skabe nye arbejdspladser.
Både fredag og lørdag er der masser af aktiviteter ved Horsens Dyrskue.