Jubilæum på Broholm Slot
Broholm Slot er for tiende år i træk værter ved Danmarksmesterskaberne i dressur
I disse dage, fra den 6.-9. juni, lægger Broholm Slot ved Gudme på Sydfyn for tiende år i træk baner og faciliteter til DM i dressur.
Det er Anne Lütken, der sammen med sin søn Anders Sehested Hjerl-Hansen, ejer Broholm Slot, og det er slotsfruen selv, der står bag de næste dages store arrangement.
- Der bliver kamp til stregen, lyder det fra Anne Lütken.
Hele den danske dressurelite møder nemlig op, idet deltagelse ved DM er et led i udtagelsen af det dressurlandshold, der skal forsvare de danske farver på hjemmebane ved EM. I år foregår EM nemlig i Messecenter Herning den 20. – 25. august.
Ud over DM i dressur for seniorer vil der for fjerde gang også blive afholdt DM i paradressur, ligesom der vil være DM for de unge under 25 år. Sidstnævnte er en ny tradition, der blev indført i 2012. Desuden afvikles 2. kvalifikationsrunde af den landsdækkende dressurturnering, Bundgaard Byg Cup.
DM på Broholm trækker normalt 7-10.000 mennesker, og i år kan publikum vente et program, der udover dressuren, byder på lidt ekstra i forbindelse med jubilæet.
- Blandt andet vil der være en præsentation af alle de tidligere DM-vindere. Desuden vil der være clinics ved Hasse Hoffmann og prinsesse Nathalie, samt dommer og dyrlæge Hans Christian Matthiesen og rytter Anne Sofie Åen, fortæller Anne Lütken.
Anne Lütken er selv bidt af heste og har redet og haft hest i mange år. I øjeblikket har hun den femårige vallak Laró, der er efter Don Frederico.








































