Dalsgaard I/S grubbesåede deres raps sidste år mellem den 28. og 30. august. Årets høst viser, at det var for sent.
Sidste år midt i august blev der varslet skybrudsagtige regnskyl, så Henrik Nielsen og Stig Andersen, der sammen driver Dalsgaard I/S i Vokslev ved Nibe, ventede med at så deres raps.
Men skybruddet kom aldrig, og så blev de 68 hektar med raps først sået mellem den 28. og 30. august. De blev grubbesået med 65 centimeter mellem rækkerne.
- Grubbesåningen har ikke været god, når vi fik sået så sent, for ukrudtet har fået al for meget lys og luft, inden rapsplanten nåede at blive kraftig nok, fortæller Henrik Nielsen.
Derfor var det simpelthen nødvendigt at skårlægge rapsen, så ukrudtet kunne visne og nemmere glide ind gennem skærebordet.
Udbyttet er derefter. Henrik Nielsen vurderer, at han når mellem 3,7 og 4,0 ton pr. hektar, når han er færdig.
- Vi har været helt oppe og avle mellem 4,5 og 5,0 ton pr. hektar, fortæller han.
Når det i år
Henrik Nielsen har allerede høstet 60 hektar med vinterbyg, og han regner med, at der skal køres gylle ud allerede fredag samt lørdag og søndag, så der kan sås raps på de marker.
- Nu skal det bare være. Vi når det rettidigt i år, og vi har snakket om at så allerede omkring den 10. august, fortæller han.
Nye sorter på prøve
Dalsgaard I/S har i flere år brugt sorten Excalibur, og i år er den også sået i samtlige 68 hektar.
- Den har været god og givet rigtig gode udbytter, fortæller Henrik Nielsen.
Men sorten udgår, og derfor skal der i år forsøgsvis sås tre forskellige sorter for at finde en velegnet afløser for Excalibur.