Landbo-viceformand: For meget snak og for lidt handling
Landbrug & Fødevarer må banke i bordet og sige fra over for politikernes planer, siger viceformand, der frygter, at delegeretmødet kommer til at gå op i snak.
Viceformand i Gefion, Svend Eriksen, er skeptisk over for, om Landbrug & Fødevarers delegeretmøde på onsdag munder ud i nogle resultater, som landmændene kan bruge til noget.
- Jeg er noget betænkelig ved, at forsamlingen ikke kommer frem til sagens kerne. Vi kan sidde og snakke og snakke, og hvad får vi ud af det? lyder det fra Svend Eriksen.
Han frygter, at delegeretmødet kommer til at gå op i snak om ålegræs og vandplaner om formiddagen og politiker-valgkamp om eftermiddagen.
- Der skal være plads til langt mere stærke, politiske udmeldinger fra mødets deltagere, lyder Svend Eriksens ønske. Han vil konkret have forsamlingen til at vedtage en beslutning om at sige fra over de love, som regeringen har vedtaget og tænker på at vedtage: Gødskningslov, randzonelov, vandløbsvedligeholdelseslov, osv.
- Selvom regeringen har sagt, at den laver konsekvensberegninger af tiltagene, så virker det meget langsommeligt. Vi må kunne forlange, at lovprocessen stopper, indtil der er blevet lavet nogle gennemarbejdede beregninger, der viser konsekvenserne for landbruget og samfundet, siger Svend Eriksen.
Vis modstand
Svend Eriksen forstår, hvis regeringen føler sig presset af oppositionen i Folketinget.
- Men jeg tror, at det betyder noget, hvis landbruget siger: »Stop, nu vil vi ikke gå længere«. Der er jo store værdier på spil, som samfundet kan gå glip af. Derfor tror jeg, at vi ville blive lyttet mere til, hvis vi banker i bordet og bliver lidt stramme i betrækket. Vi skal vise, at vi virkelig mener noget med vores modstand mod de planer, som politikerne har, pointerer Svend Eriksen.
Derudover foreslår viceformanden, at Landbrug & Fødevarer sørger for at få tre stærke folk i toppen på primærsiden. I øjeblikket har organisationen kun to på grund af formanden, Michael Brockenhuus-Schacks sygdom. De to er fungerende formand Niels Jørgen Pedersen og viceformand Ib W. Jensen.
- Erhvervet er simpelthen i en for vanskelig situation til, at vi kan nøjes med to mand. Det er for risikabelt, mener Svend Eriksen.