Årets frøavler hos Hunsballe
(LANDBRUG SYD) 200 hektar med græsfrø med rødsvingel, engsvingel, strandsvingel, rajgræs og engrapgræs.
Anton Jørgensen driver en ejendom på 350 ha på sydsiden af Horsens Fjord. Ca. 200 ha dyrkes med græsfrø med rødsvingel, engsvingel, strandsvingel, rajgræs og engrapgræs. Ofte benyttes der flere sorter indenfor hver art for at udnytte sorternes forskellige tidlighed til at sprede høsten over en lang periode.
- Han udnævnes som årets avler vest for Storebælt dels på grund af, at frø udgør så stor en andel af hans afgrøder, og dels på grund af hans imponerende resultat i Rossa engsvingel. Normalt yder Rossa engsvingel et gennemsnitsudbytte på 1200 kg/ha. Han har således avlet 25 procent mere end gennemsnittet de seneste to år, lyder det bl.a. i begrundelsen for at udnævne Anton Jørgensen til årets avler.
»Anton Jørgensen anvender en væsentlig anden dyrkningsstrategi end andre engsvingelavlere, hvorved han adskiller sig udbyttemæssigt.
Hans dyrkningsstrategi er gødning i februar/marts, behandling mod svampesygdomme og insektangreb medio maj, vækstregulering i midten af maj med Moddus. Kvaliteten af høstarbejdet er helt i top, idet svindprocenten ofte er omkring 10 procent, hvilket er væsentligt under gennemsnittet.
Dertil kommer en god efterårsbehandling med tilførsel af gylle og slæt til grønpillefabrik med efterfølgende gødskning til stængeldannelse. Alle andre fodergræsser sælges ligeledes til grøntpillefabrik«, hedder det videre fra firmaet.
Anton Jørgensen passer stort set selv ejendommen. Han har to ældre 120 hk traktorer samt en ældre 80 hk traktor.
Han kan køre denne lavinvesteringsstrategi, da høsten er fordelt fra 10. juli i engsvingel til 15. august i korn. Han dyrker stort set ikke vinterhvede, idet det er for arbejdskrævende om efteråret.
Anton Jørgensen er en frøavler med liv og sjæl. Han er på mange felter en foregangsmand indenfor frøavlen, idet han altid bruger nyeste og sikreste dyrkningsteknik og altid opnår et højt udbytte både i kilo - og i kroner pr. hektar.
Foruden Anton Jørgensen blev gårdejer Peder Muszynski, Tangegård, Munke Bjergby, kåret som bedste avler, nemlig som den bedste øst for Storebælt.
De to avlere er udvalgt af deres kolleger i Avlerforeningen Hunsballe. De to frøavlere har ud over hæderen fået hver en weekend-kroferie for to.