Det er nu, majsen skal høstes. Landmændene risikerer, at de ikke får noget ud af at vente, lyder det fra konsulent
Landmændene i Thy og på Mors går lige nu og tripper, og
kigger skiftevis på majsen på deres marker og på vejrudsigten, mens nogle få
har taget hul på høsten af majsensilage. Det fortæller planterådgiver Erik
Fjendbo Jørgensen, LandboThy.
I forgårs var Erik Fjendbo Jørgensen på besøg hos landmand
Niels Bak Veje, Erslev på Mors. Her kunne han konstatere, at den manglende høst
af majsen skyldes, at den ikke er moden.
- Helst vil vi have, at høstet majs, majsensilage, har en
tørstofprocent på 30-32 procent inden høst, men de prøver, vi har taget af
majsen på det seneste, viser et tørstofindhold på 20-27 procent.
- Høstes majsen med en tørstofprocent på mindre end 28
procent, er den så våd, at saft med værdifuld næring tabes fra ensilagen. I
oktober gælder tommelfingerreglen, at en ekstra uges vækst i marken øger tørstofprocenten
med 2 procent. Derfor går landmændene og håber, at tørvejret fortsætter, så
afgrøden kan blive mere moden, siger Erik Fjendbo Jørgensen.
Indhentet lidt
- Omvendt er vi også bange for at vente for længe, for
hvis vi får en periode med regn og skal høste regnvåde majs, så har vi intet
fået ud af at vente, og tilmed kan det blive svært at færdes i marken uden at
køre fast, siger han.