Nytænkning har givet mere græs til køerne

En metode, hvor der anvendes mange små folde, får køerne til at æde mere græs, lyder erfaringen fra to økologiske mælkeproducenter

To økologiske mælkeproducenter på Skive-kanten har øget udbyttet i deres græsmærker markant med bedre styring, flere folde og nytænkning omkring afgræsningen.

Det oplyser Økologisk Landsforening, hvorfra det lyder, at en måde at få køerne til at æde mere græs på er at lave mange små folde, som køerne kun afgræsser en til to dage – i stedet for få store, hvor køerne går i længere tid af gangen, og græsset efterhånden bliver kedeligt og slidt.

Økologisk Landsforening gennemfører i øjeblikket projektet ”Mere græs til køer i store besætninger”, der demonstrerer effekten af denne afgræsningsmetode og i det hele taget metoder, der kan forbedre afgræsningen i store besætninger.

To økologiske mælkeproducenter på Skiveegnen deltager i projektet, og 15. september åbner de dørene for bedriftsbesøg, hvor man kan kigge dem over skuldrene og høre om deres første erfaringer med den nye græsmarkstyring.

Frisk græs

Begge oplever fordele ved de mange folde, selv om der i begyndelsen er lidt mere arbejde med at sætte hegn. Flemming Birkkjær Christensen, Mogenstrup, har opdelt hver af sine tidligere folde i tre-fire mindre folde og oplever, at han på den måde har nemmere ved altid at have frisk græs til sine 200 køer:

- Og når først foldene er lavet, er det let at flytte trådene rundt.

Hos Thomas og Svend Otto Søgaard, Stoholm, der har 410 jerseykøer, er udbyttet i græsmarkerne steget betragteligt.

- Køerne æder 25 procent mere end sidste år i afgræsningsmarkerne, fortæller Thomas Søgaard, der har sat hegn til de i alt 31 folde, som køerne skifter imellem.

Familien Søgaard vurderer, at afgræsningsmarkerne giver 1.500–2.000 foderenheder mere pr. hektar end tidligere.

Bedriftsbesøget den 15. september er arrangeret af Økologisk Landsforening, og mødestedet er Vestre Skivevej 15, 8800 Skive, klokken 10.00.

Læs også