Land og by mødtes
I Løgumkloster er der ingen tvivl – succesen betyder, at fødevaremessen skal gentages. Oplagt sted for udstillere at skabe kontakter.
Skulle de besøgende være i tvivl om, hvor de skulle finde DSHs lokaler, var det med at finde et område i Løgumkloster, hvor bilerne holdt tæt. For det var virkelig tilfældet, da DSH inviterede til åbent hus og minifødevaremesse – folk strømmede til, og parkeringspladser var der ikke for mange af.
- Det har været en succes, lyder meldingen fra centerleder Mogens W. Birch, da vi finder ham i det opstillede telt, hvor han også rækker en hjælpende hånd og netop er på vej ud med en sort, fyldt affaldssæk.
Mund- og klovesygen stoppede i år alle dyrskuer, og det er den direkte årsag til, a DSH valgte at stable dette arrangement på benene, og det faldt så absolut i folks smag.
- I formiddagstimerne var der faktisk sort af mennesker i teltet, og når det er blevet så stor en succes, bør det gentages, fastslår Mogens W. Birch overfor Landbrug Syd.
Det er første gang, centret inviterer land og by til at mødes på denne måde, men centerlederen er overbevist om, at det ikke bliver sidste gang, men inden succesen har lagt sig, tør han ikke sige, om det skal være en årlig tilbagevendende begivende eller måske et arrangement, der skal løbe af stablen hvert andet år.
En række sønderjyske producenter af fødevarer benyttede muligheden i Løgumkloster for at udstille og give smagsprøver på de forskellige produkter, der bl.a. omfattede honning, mælkeprodukter, fjerkræ, hjortekød og røgede fisk.
- Selvom der holdes dyrskue, er det et arrangement, der bør tages op igen, når der er så stor en interesse. På sådan et sted som dette her har den enkelte gårdbutik også meget bedre muligheder for at blive lagt mærke til end på en stand på dyrskuet, var vurderingen fra gårdejer Egon Schmidt, Nr. Rangstrup.
Han glædede sig samtidig over, at arrangementet samlede folk fra både land og by, så det er muligt at skabe kontakt mellem de to grupper – og Landbrugets Samfundskontakt var naturligvis også til stede med en udstilling af sine materialer.