CNH-gruppen, der står bag Case IH, New Holland og Steyr traktorer, er en solid markedsleder på det danske traktormarked. Det viser ND Data og Effektivt Landbrugs halvårsopgørelse over nyregistrerede traktorer i Danmark i 2002.

Markedsandelene fordeler sig med 20,97 procent til New Holland, 13,34 procent til Case IH og beskedne 0,83 procent til Steyr, hvilket samles set giver CNH-gruppen en markedsandel i Danmark på lige godt 35 procent.

New Holland er fortsat det mest solgte mærke herhjemme. Nærmeste forfølger er John Deere med en markedsandel på 15,39 procent i årets første seks måneder. Herefter følger Massey Ferguson med en andel på 13,41 procent, mens Case IH ligger lige efter med en andel på 13,34 procent.

Kun Valtra formår for alvor at spise kirsebær med de helt store traktormærker. Det sker med en markedsandel på 11,55 i årets første halvår.

Det nye mærke på det danske marked, McCormick, må foreløbig sande, at kampen på markedet er benhård. McCormick ligger således med en markedsandel lige under 1 procent, og overgås dermed af Same, Landini, Lamborghini og Hürlimann.

Alt i alt er der nyregistreret 1.559 traktorer i Danmark i årets første seks måneder.