Kartoffelproducent afgiver spisekartoflerne

Den danske kartoffelgigant Danespo har valgt at sælge sin spisekartoffeldivision. En forretning, der fremover vil blive drevet af selskabet Njord Kartofler ApS.

Den Give-baserede storspiller på kartoffelmarkedet Danespo A/S har truffet strategisk beslutning om, at man ikke længere vil være i spisekartoffelbranchen. For at styrke virksomhedens fokus på sortsudvikling samt produktion og salg af læggekartofler har man derfor valgt at sælge sin spisekartoffelforretning til Njord Kartofler ApS pr. 1. februar 2025.

Virksomhedsoverdragelsen omfatter Danespos to kartoffelpakkerier i Grønbjerg (Give) og Fårevejle (Lammefjorden), og tilknyttede kolleger vil indgå i virksomhedsoverdragelsen.

- Danespo vil i de kommende måneder fokusere på at opretholde en god, stabil drift og fortsat yde kompetent service, så virksomhedsoverdragelsen pr. 1. februar 2025 bliver så smidig som muligt for vores samarbejdspartnere, forklarer adm. direktør i Danespo, Lars Næsted.

Hos Njord Kartofler ser man frem til overtagelsen og ser stort potentiale i at videredrive de to pakkerier.

- Vi vil bestræbe os på at leve op til forventningerne og vil arbejde hårdt for at skabe grundlaget for et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem os og vores kunder samt avlere og leverandører. I den kommende tid vil vi række ud til kunder og leverandører, så de har mulighed for at lære os at kende inden overtagelsen, lyder det fra Asbjørn Buur Løkke, direktør i Njord Kartofler.

Indtil overdragelsen pr. 1. februar 2025 vil Danespos spisekartoffelforretning køre uændret videre.

Læs også