I 2024 gav medlemmerne af Agri Nord og LandboNord et klart mandat til at fusionere deres rådgivningsvirksomheder og foreninger. Resultatet blev Agillix, en af landets største rådgivningsvirksomheder inden for landbrug og Danmarks næststørste landboforening.

Nu, efter det første regnskabsår, viser tallene, at fusionen har været en succes. Agillix' samlede indtægter løber op i 364 millioner kroner med et overskud på 11,1 millioner kroner før skat.

Den adm. direktør i Agillix, Uffe Bertelsen, er godt tilfreds med det første år efter sammenlægningen:

- Fusionen har selvfølgelig påvirket alle dele af vores organisation, og vores dygtige medarbejdere har virkelig knoklet for at skabe en fælles identitet, styrke vores rådgivning og samtidig levere rådgivning af høj kvalitet til kunderne. I længere tid har alles fokus inden for landbruget været på resultatet af Grøn Trepart, og her er vi blandt andet lykkedes med at samle en enhed, der tilbyder målrettet rådgivning og følger udviklingen tæt. Aktivitetsniveauet har derfor været højt, og det forventer vi også fremadrettet. At vi samtidig har leveret et overskud allerede i første år efter fusionen, er ekstra tilfredsstillende, siger han i en pressemeddelelse.

Stærke faglige enheder

Fusionen blev endeligt vedtaget på ekstraordinære generalforsamlinger i juni 2024, men Agillix' regnskab dækker hele året. Uffe Bertelsen understreger, at sammenlægningen allerede har ført til betydelige resultater, selvom der stadig er udfordringer, der skal løses.

- Vi er klar over, at der stadig vil være store opgaver med at sammenkøre vores organisation og systemer i 2025, men allerede nu kan vi sige, at vi på kort tid har skabt stærke faglige enheder, der matcher landbrugets aktuelle behov, ligesom vi har et fast blik rettet mod fremtidens behov og de investeringer, det kræver, påpeger han.

Yderligere peger han på digitalisering som et centralt indsatsområde, hvor Agillix er førende i opstart af kunder i økonomistyringssystemet InterCount. Derudover er virksomhedens husdyrrådgivning i fokus, ikke kun for dyrenes skyld, men også for at sikre god drift, medarbejdertrivsel og et mindre klimaaftryk. På det økonomiske område hjælper Agillix' specialister kunderne med regnskab, strategi, budgettering, generationsskifte og skatteforhold.

Uffe Bertelsen, adm. direktør i Agillix. Foto: Aglillix

Uffe Bertelsen, adm. direktør i Agillix. Foto: Aglillix

Politisk styrkelse og medlemsfordele

Agillix' formand, Carl Chr. Pedersen, ser positivt på fusionens fremdrift. En central målsætning har været at styrke det politiske arbejde, hvilket er sket gennem etableringen af et politisk sekretariat, tre medlemskredse og et repræsentantskab:

- Som medlem i Agillix får du reel interessevaretagelse for pengene. Takket være vores politiske sekretariat er vi godt klædt på til at repræsentere landbruget i de lokale treparter, som skal sørge for, at resultatet af den grønne trepartsaftale bliver implementeret her i den nordlige del af Danmark. Derudover har vi netop afholdt velbesøgte kredsmøder i vores nye kredse, hvor ca. 200 medlemmer valgte 30 repræsentanter til vores nye repræsentantskab. Repræsentantskabet skal fremover være med til at sikre, at vi med kort varsel kan reagere på aktuelle problemstillinger, der kræver vores opmærksomhed, siger han.

Medlemmerne ejer Agillix, og derfor går en del af overskuddet direkte tilbage til dem. I 2024 blev 4,2 millioner kroner udbetalt i form af rabatter på rådgivningsydelser:

- Når vi siger, at Agillix er ejet af landmænd, så mener vi det helt bogstaveligt. Det overskud, rådgivningen genererer, og som ikke investeres i virksomheden, går direkte tilbage til medlemmerne og styrker deres økonomi og konkurrenceevne. Vores rådgivning skal ikke bare være i topklasse – den skal også skabe værdi, der mærkes hos det enkelte medlem, siger Carl Chr. Pedersen.

Med et solidt første år bag sig og en klar strategi for fremtiden, ser Agillix ud til at have etableret sig som en central aktør i den danske landbrugsbranche.