Constantinsborg A/S, drevet af den danske Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, har besluttet at trække sit frivillige købstilbud på aktierne i FirstFarms A/S tilbage. Samtidig fjerner selskabet sit forslag om at afnotere FirstFarms fra Nasdaq Copenhagen. Beslutningen kommer i kølvandet på et alvorligt udbrud af mund- og klovesyge på en af FirstFarms' farme i Slovakiet.

- Tilbudsgiver anser udbruddet og de dermed forbundne konsekvenser for at udgøre en væsentlig negativ ændring for FirstFarms, som giver tilbudsgiver ret til at tilbagekalde og bringe købstilbuddet til ophør i henhold til vilkårene i tilbudsdokumentet offentliggjort af tilbudsgiver, står der i en børsmeddelelse, som Firstfarms udsendte mandag aften.

Tilbagekaldelsen af tilbuddet sker med henvisning til FirstFarms' selskabsmeddelelser fra den 30. og 31. marts 2025, hvor udbruddet og dets potentielle konsekvenser for selskabet blev offentliggjort.

Direktør i Heartland, Lise Kaae, der indirekte kontrollerer Constantinsborg, forklarer beslutningen:

- Som hovedaktionær i selskabet er vi lige så bekymrede over situationen som alle andre, der på en eller anden vis er engageret i FirstFarms. Det er en udvikling, som ingen kunne forudse. Det har været et vilkår, at købstilbuddet kunne blive trukket tilbage, hvis væsentlige forhold omkring selskabet skulle ændre sig, som det nu er tilfældet. Vores beslutning handler således bl.a. også om at give ledelsen arbejdsro til at foretage de valg og handlinger, som er nødvendige og bedst for FirstFarms i den aktuelle situation, skriver direktøren.

Afnotering annulleret

Ud over at trække tilbuddet tilbage, fjerner Constantinsborg også sit forslag om at afnotere FirstFarms fra børsen.

- Det er på alle måder en utrolig uheldig situation, men vi mener ikke, at det er rettidigt at diskutere en afnotering af selskabet, samtidig med at ledelsen i FirstFarms håndterer situationens alvor. Derfor trækker vi også forslaget om afnotering af selskabet, uddyber Lise Kaae.

Beslutningen giver FirstFarms’ ledelse mulighed for at fokusere på at imødegå konsekvenserne af sygdomsudbruddet og sikre den videre drift.

FirstFarms’ aktionærer, hvoraf de fleste er danske landmænd, skulle sidst i april stemme om Anders Holch Povlsens opkøb af selskabet.

Ud over Constantinsborg A/S er nogle af de største aktionærer lensgreve Bendt Tido Wedell, som investerer gennem sit selskab Wefri A/S, og den nordjyske landbrugsinvestor Henrik Hougaard, der ejer aktier via Thoraso ApS.

Nedjusterer årets forventninger

Den omfattende sygdom blandt kvægbesætningen på 3.487 dyr vurderes at have en væsentlig negativ effekt på FirstFarms' drift og økonomi.

I den forbindelse har FirstFarms også meldt ud, at man nedjusterer de økonomiske forventninger til året som følge af sygdomsudbruddet.

Derfor nedjusterer FirstFarms de tidligere udmeldte forventninger med 45 millioner kroner for 2025 til et EBITDA i intervallet 70-110 millioner kroner og et EBIT på 0-40 millioner kroner.

Nedjusteringen tager imidlertid ikke højde for eventuelle regionale, nationale eller EU-støtteordninger i forbindelse med mund- og klovsyge.

FirstFarms driver 8.500 hektar landbrugsjord og har kvæg- og svineproduktion i Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Tjekkiet.