1,3 mio. slagtekyllinger: Stor svineproducent går ind i fjerkræmarkedet
Familien Lund Madsen udvider forretningen med nyt selskab og en årlig produktion på 1,3 mio. kyllinger.

MLM Group udvider med slagtekyllinger i nyt selskab, der skal producere 1,3 mio. kyllinger årligt som led i bredere satsning. Arkivfoto: Morten Ipsen
Danmarks største svineproducent gennem en årrække, Martin Lund Madsen, føjer nu kyllinger til porteføljen. Familien har købt en større slagtekyllingeproduktion, som fremover skal drives gennem selskabet MSF Poultry ApS, stiftet i september og ejet af Martin Lund Madsen sammen med sønnerne og Charlotte Vindfeldt.
Det beretter AgriWatch.
Ifølge Martin Lund Madsen er forventningen, at produktionen vil nå 1,3 mio. slagtekyllinger om året.
- Nu skal vi lære det hele at kende, siger han til mediet og nægter at kommentere på leverandøraftaler eller sælger.
Købet er endnu ikke tinglyst, men CHR-registret viser, at en ejendom i Vejrup ved Bramming med 160.000 dyr nu ejes af MSF Poultry. Dermed placerer familien sig blandt de større kyllingeproducenter i Danmark, dog stadig langt fra Frijsenborgs niveau på over seks mio. kyllinger årligt.
Udvidelsen føjer sig til en række nye investeringer. Tidligere i år købte MLM Group 1.000 hektar jord for 200 millioner kroner og trådte ind i medicinalsektoren med venturekapital. Generationsskiftet i svineproduktionen er samtidig i gang, hvor sønnen Frederik Hessel Madsen har overtaget de 400.000 årlige slagtesvin.