NDI-koncernen vækster på både top- og bundlinjen i regnskabsåret 2024/25, der løber fra juli 2024 til juni 2025.

Dækimportøren lander en omsætning på 3,2 milliarder kroner og en indtjening før skat på 89 millioner kroner, og resultatet vækker glæde hos adm. direktør, René Kristensen.

- Vi er tilfredse med vores resultat, som er i det niveau, vi forventede. Vi har styrket indtjeningen samtidig med, at vi nåede vores strategiske omsætningsmål på over 3 milliarder. Det skyldes ikke mindst, at vores strategiske fokusområder begynder at være frugt, siger han i en pressemeddelelse.

NDI-koncernen har gennemført store investeringer i seneste regnskabsår som en del af sin strategiplan. Det betyder, at man i Sverige har udvidet det centrale dækdistributionscenter i Lund og dermed fordobler sin kapacitet til at servicere svenske kunder. Lageret i Brørup er også blevet udbygget til Flex1One divisionen.

Derudover er man påbegyndt sin til dato største digitale investering for at efterkomme kundernes behov for effektive webshopløsninger.

Udover sine strategiske investeringer har dækimportøren også haft fokus på at omstille sig til et bilmarked under stor forandring, forklarer René Kristensen.

- I koncernens dækforretninger har vi med succes tilpasset os markedet, som udvikler sig hastigt med udbredelsen af elbiler. Det har været et strategisk fokus i alle vores forretningsområder fra dækgrossistforretningen til serviceydelserne i værkstederne og udbud af udstyr til autoværksteder, lyder det.

Ledelsen i NDI-koncernen forventer, at den positive udvikling fortsætter i regnskabsåret 2025/26.

RegnskaberBusiness