Jesper Pagh bliver ny vicedirektør i Danish Agros division Agribusiness International, som beskæftiger omkring 2.300 ansatte samlet omsætter for cirka 25 milliarder kroner årligt.

Divisionen omfatter grovvarevirksomhederne HAnkkija, Swedish Agro, Ceravis, Polish Agro, Hungaria Agro samt Baltic Agro-selskaberne i Estland, Letland og Litauen.

Hos Danish Agro ser man frem til, at Jesper Pagh starter i stillingen den 1. februar.

- Jeg er utroligt glad for, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet som Jesper i en vigtig rolle, der styrker vores organisation. Først og fremmest er han anerkendt for både sin faglighed og personlighed, og samtidig har han solid erfaring med at lede store, internationale forretninger i et konkurrencepræget marked, siger Henrik Stilund, Group Director i Danish Agro Agribusinees International, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Han forstår balancen mellem stærk lokal forankring og behovet for fælles retning på tværs af lande, hvilket er centralt i vores videre udvikling.

Fokus på svensk marked

Jesper Pagh har en uddannelse i MSC Agronomy & Animal Biology fra Københavns Universitet samt General Management Program fra Harvard Business School. Han stoppede i starten af 2025 i DLG efter 20 år. Her havde han igennem årene forskellige nøgleposter, og de sidste fire år var han en del af direktionen, hvor han blandt andet var koncerndirektør, ligesom han også til sidst sad som midlertidig koncerndirektør i grovvareselskabet.

I et opslag på LinkedIn lægger han ikke skjul på, at han glæder sig til at komme i gang i Danish Agro, samt møde sine nye kollegaer i organisationen.

I første omgang får han en særlig rolle i datterselskabet Swedish Agro, hvor han indsættes som midlertidig vice adm. direktør. Sammen med Björn Skogsberg, adm. direktør i Swedish Agro skal han være med til at videreudvikle den svenske grovvareforretning, der de kommende år har ambitioner om at vinde markedsandele og øge lønsomheden i et konkurrencepræget marked.

- Jeg ser meget frem til min nye rolle, hvor jeg kan bringe min erfaring i spil og samtidig bidrage til den fortsatte udvikling af den stærke position, som Danish Agro-koncernen har opbygget som et af de markante grovvareselskaber i landene omkring Østersøen, siger han og tilføjer:

- I første omgang med et særligt fokus på det svenske marked.

En stor gevinst

I Danish Agro er er koncernchef Henning Haahr ikke i tvivl om, at tilgangen af Jesper Pagh bliver en gevinst for koncernen.

- Vi kender hinanden rigtig godt efter mange år som både konkurrenter og samarbejdspartnere i forskellige selskaber og branchefællesskaber. Jeg er overbevist om, at Jesper med sin personlighed, brede netværk og stærke faglighed kommer til at passe godt ind i koncernen, siger han og fortsætter:

- Han repræsenterer de værdier, som vi arbejder efter: ordentlighed, samarbejde og godt købmandskab.

Danish Agro beskæftiger 5.500 medarbejdere og forventer i 2026 at have en omsætning på 46 milliarder kroner.

Business