Velas leverer rekordresultat op til fusion: - Det er et ekstremt stærkt resultat
Rådgivningsvirksomheden Velas har netop præsenteret sit regnskab for 2025, hvor både top- og bundlinje slår rekord. Dermed gør Velas sig klar til en fusion med den østdanske rådgivningsvirksomhed VKST.

Rådgivningsvirksomheden Velas præsenterer et rekordresultat op til fusionen med VKST. Arkivfotos: Søren Nørgaard
Et historisk resultat og en markant øget omsætning.
2025 var et godt år for rådgivningsvirksomheden Velas, der i seneste regnskab leverede en omsætning på 388 millioner kroner mod 371 millioner kroner året før.
Årsresultatet lyder på 25,6 millioner kroner mod 9,4 millioner kroner i 2024, og dermed har man vækstet voldsomt det seneste år og står nu stærkere end nogensinde i virksomhedens historie.
Salg af revisionsvirksomhed
Det historiske resultat skyldes blandt andet, at man solgte revisionsvirksomheden Tjek Revision i foråret 2025, hvilket gav en betydelig engangsindtjening. Derudover har den underliggende drift ligget på et meget højt niveau og er tæt på rekord for rådgivningsvirksomheden.
Jacob Christiansen, adm. direktør i Velas, glæder sig over det historiske resultat.
- Det er et ekstremt stærkt resultat, som vi er utroligt stolte af. Salget Tjek Revision & Rådgivning tidligere på året er en del af forklaringen på årets samlede resultat, men det afgørende er, at vores kerneforretning aldrig har stået stærkere, siger direktøren i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Vores underliggende drift er også i vækst og viser, at vi er lykkedes med at skabe varig værdi for ejerne og kunderne. Det skyldes den strategi og de initiativer, vi har sat i gang.

Jacob Christiansen er adm. direktør i Velas og er også udpeget til at være direktør i den nye fælles rådgivningsvirksomhed efter fusionen med VKST.
Kulmination på strategi
Effektivt Landbrug lavede i december 2025 et længere interview med Jacob Christiansen, og allerede her gjorde direktøren det klart, at man var på vej imod et historisk resultat.
Siden han blev ansat som direktør i Velas for tre år siden, har rådgivningsvirksomheden været igennem en stor udvikling, hvor der blandt andet blev lavet en ny strategi.
Ifølge Jacob Christiansen er 2025-resultatet kulminationen på flere års strategisk arbejde med organisering, kultur og investeringer.
- Vi har investeret målrettet i forretningen, i medarbejderne og i nye ressourcer. Vi har ændret ledelseskulturen og måden, vi driver virksomhed på, uden at det har kostet indtjening. Tværtimod, forklarer Jacob Christiansen og fortsætter:
- Vi står i dag med historisk stærk virksomhed.
Direktøren peger ligeledes på, at salget af Tjek Revision & Rådgivning til en kapitalfond har været en del af en bevidst strategisk prioritering.
- Vi har udviklet Tjek til et stærkt og attraktivt selskab med meget kompetente medarbejdere, og det har vi fået gevinst på. Samarbejdet fortsætter som hidtil, og det er vigtigt for os, at de virksomheder, vi arbejder tæt sammen med, står stærkt. Det kræver også, at vi selv er en solid og attraktiv partner, og det er vi i dag, siger han.
Stærkt fusionsfundament
For få uger siden annoncerede Velas og VKST planerne om at fusionere, og en fusion vil endelig træde i kraft, hvis medlemmerne af VKST stemmer den igennem til generalsamling den 10. og 11. marts.
Samlet set vil den nye virksomhed gavne 4.800 medlemmer og 18.000 unikke kunder. Derudover vil den tælle godt 730 medarbejdere på tværs af 13 lokationer.
Ifølge Nis Kristian Hjort, bestyrelsesformand i Velas, bevidner det seneste resultat om, at timingen er rigtig for en fusion.
- Fusionen med VKST er et aktivt og offensivt valg. Vi samler kræfterne nu, fordi markedet bevæger sig hurtigt, og kravene fra kunderne og omverdenen stiger. Og vi står i Velas med en forretning, der både økonomisk og strategisk er stærkere end nogensinde før, siger bestyrelsesformanden og tilføjer:
- Når vi går ind i en fusion, gør vi det fra en position af styrke. Det er afgørende for os, at vi bidrager til en samlet rådgivningsvirksomhed, der kan stå endnu stærkere for landbruget i hele Danmark.
Nis Kristian Hjort understreger samtidig, at 2025-resultatet dokumenterer, at den strategiske retning er den helt rigtige.
- Vi har bevist, at vi kan skabe vækst, levere stærk drift og samtidig udvikle vores organisation. Det giver et solidt fundament for næste skridt, siger han.
VKST præsenterede sig 2025-regnskab torsdag den 5. marts, og havde et årsresultat på 7,2 millioner kroner før skat og en omsætning på 261 millioner kroner.










































