Trods turbulent år i toppen: Spiras sender 5,1 mio. tilbage til landmænd
Spiras leverer et overskud på 1,6 millioner kroner i 2025 og fordobler samtidig medlemsrabatten til 5,1 millioner kroner. Trods ledelsesudskiftninger og organisatoriske ændringer fastholder rådgivningsorganisationen høj aktivitet i et år præget af forhandlinger om landbrugets fremtidige rammevilkår.

Spiras lander overskud i 2025 og sender 5,1 millioner kroner retur til medlemmerne, mens organisationen styrker politisk interesse-varetagelse. Fotos: Spiras
Landbrugsorganisationen Spiras leverer et solidt årsregnskab for 2025 – selv om året har været præget af både ledelsesudskiftninger og organisatoriske forandringer.
Organisationen kommer ud af 2025 med et overskud på godt 1,6 millioner kroner mod 4,1 millioner kroner året før. Resultatet skal dog ses i lyset af en markant forhøjelse af medlemsrabatten, hvor Spiras i løbet af året har sendt 5,1 millioner kroner tilbage til medlemmerne.
Til sammenligning var rabatten i 2024 på 2,5 millioner kroner. Den ekstraordinære forhøjelse på 2,6 millioner kroner betyder, at resultatet – korrigeret for den øgede medlemsrabat – reelt ligger på niveau med året før.
- 2025 har været et år, hvor forandringens vinde har blæst. Vi har haft udskiftninger i ledelsen, og der har været arbejdet med en transformation af organisationen, samtidig med at aktivitetsniveauet har været meget højt. At vi har kunnet øge medlemsrabatten markant og samtidig fastholde et solidt resultat, vidner om en robust forretning og en stærk organisation, fastslår konstitueret adm. direktør Lars Schmidt i en pressemeddelelse.
Han sender i forbindelse med årsregnskabet samtidig en tak til organisationens medarbejdere.
- Med resultatet, som vi i ledelsen betragter som tilfredsstillende, skal der rettes en stor tak til vores dedikerede medarbejdere. Deres faglighed og engagement er helt afgørende for, at vi kan levere høj kvalitet til vores medlemmer og kunder – også i et år med betydelige interne forandringer.

Efter den tidligere adm. direktør, Sverre Vincent Lenbroch, blev opsagt, indtrådte Lars Schmidt som konstitueret adm. direktør i december 2025.
Datterselskaber bidrager positivt
Også Spiras’ datterselskaber har i 2025 bidraget positivt til udviklingen. Både LandboGruppen Sønderjysk og Syddansk Kvæg leverer overskud og understøtter dermed koncernens samlede økonomiske fundament.
Samtidig har organisationen i årets løb haft ekstra omkostninger i forbindelse med omorganisering i topledelsen samt en styrkelse af det politiske arbejde – blandt andet med ansættelsen af en politisk direktør.
Øget politisk fokus
Spiras har i løbet af året intensiveret interessevaretagelsen for medlemmerne. Det sker ikke mindst på baggrund af de omfattende politiske drøftelser om landbrugets fremtidige rammevilkår i forbindelse med Den Grønne Trepart.
Med en egenkapital på godt 100 millioner kroner vurderer ledelsen, at organisationen står solidt rustet til de kommende års udfordringer.
- Vi går ind i 2026 med et stærkt fundament, en styrket politisk stemme og en klar ambition om fortsat at udvikle vores rådgivning og tilbud til medlemmerne. Den styrkede politiske indsats i 2025 er leveret i et tæt samspil mellem bestyrelse og medarbejdere, og der er lagt usædvanligt store kræfter i interessevaretagelsen på både regionalt og nationalt niveau. Spiras har arbejdet målrettet for at sikre rimelige og fagligt funderede rammevilkår for medlemmerne – senest ikke mindst i relation til den kommende kvælstofregulering, tilføjer Lars Schmidt.
Regnskabet præsenteres ved Spiras’ generalforsamling torsdag den 26. marts i Agerskov-Hallen.








































