Midtjysk specialfoderproducent solgt til hollandsk landbrugsvirksomhed
Hamlet Protein er kommet på hollandske hænder, da Royal Agrifirm Group i denne uge har indgået en aftale med ejerne af den danske proteinvirksomhed om at overtage ejerskabet. Handlen forventes afsluttet i de kommende uger.

Specialfoderproducenten Hamlet Protein har fået hollandske ejere, da Royal Agrifirm Group har købt producenten af den svenske kapitalfond Altor. På billedet ses Erik Visser, adm. direktør i Hamlet Protein, sammen med Bas Van Driel, Group Director Specialties i Royal Agrifirm Group. Fotos: Hamlet Protein
Den midtjyske specialfoderproducent Hamlet Protein med base i Horsens har fået nye ejere.
Den hollandske landbrugsvirksomhed Royal Agrifirm Group har for nylig indgået en aftale med den svenske kapitalfond Altor, der ejer Hamlet Protein, om at overtage specialfoderproducenten.
Integrationen af Hamlet Proteins kompetencer kombineret med Royal Agrifirm Groups ernæringsmæssige ekspertise og globale netværk, skal styrke det samlede tilbud inden for tidlig ernæring.
Adm. direktør Piet Hilarides mener, at opkøbet er i fuld tråd med virksomhedens mission.
- Hamlet Proteins gennemprøvede teknologi styrker vores mulighed for at hjælpe kunder med at opnå optimale resultater i den tidlige livsfare, hvilket passer direkte ind i vores formål om at bidrage til en ansvarlig fødevarekæde for fremtidige generationer, siger han i en pressemeddelelse.
En langsigtet partner
Kapitalfonden Altor udtrykker en tillid til overgangen. Søren Johansen, partner hos Altor, forklarer, at aftalen vil placere Hamlet Protein hos den rette langsigtede partner.
- Agrifirms fokus på specialiseret ernæring og dets internationale tilstedeværelse skaber en fremragende platform for Hamlet Protein til yderligere at skalere sin teknologi og sin indflydelse, siger han.
Erik Visser, der er adm. direktør i Hamlet Protein fremhæver ligeledes mulighederne for vækst og innovation ved det nye ejerskab.
- Ved at blive en del af Royal Agrifirm Group kan vi accelerere vores udvikling, udvide vores globale rækkevidde og fortsat levere letfordøjelige løsninger, der understøtter unge dyrs sundhed og performance. Dette skridt skaber nye muligheder for både vores kunder og vores medarbejdere, forklarer han.

Hamlet Protein ligger i Horsens, men har også produktionsfaciliteter i USA samt et salgskontor i Kina.
Teknologisk kapacitet og markedsrelevans
Opkøbet af Hamlet Protein er for Royal Agrifirm Group med til at udvide virksomhedens specialforretning – både på teknologisk kapacitet og markedsrelevans.
- Hamlet Protein er en stærk tilføjelse til vores strategi om at bringe differentierede, videnskabsbaserede koncepter til vores værdsatte kunder og partnere i foderindustrien verden over. Deres proteinløsninger til den tidlige fase og knowhow giver os mulighed for at udvikle mere integrerede ernæringskoncepter, der støtter kunderne i at opnå ensartet ydeevne og forbedret fodereffektivitet, siger Bas Van Driel, Group Director Specialties i Royal Agrifirm Group.
Transaktionen forventes at blive afsluttet i de kommende uger, og efter gennemførelsen vil Hamlet Protein, som beskæftiger 115 medarbejdere og driver produktionsfaciliteter i Danmark og USA samt et salgskontor i Kina, fortsætte med at operere under eget navn som en del af Royal Agrifirm Group.
Hamlet Protein forsikrer ligeledes, at producenten kunder ikke vil opleve de store ændringer, der kontaktpersoner og medarbejdere forbliver de samme.











































