To meget forskellige aktører i fødevarebranchen løb torsdag med hæderen, da Dansk Fødevare Forum samlede branchen til årsmøde i Tivoli. Her modtog Dansk Cater A/S kvalitets- og innovationsprisen »Den Dybe Tallerken«, mens Endless Food Co. blev hædret med madinnovationsprisen »Den Skarpe Kniv«.

Fælles for prismodtagerne er, at de – hver på deres måde – arbejder med at udvikle fødevaresektoren, enten gennem stærke partnerskaber i værdikæden eller ved at gentænke råvaregrundlaget.

Dansk Cater A/S modtog ’Den Dybe Tallerken’ for sit mangeårige arbejde med at styrke kvalitet, håndværk og lokale råvarer i dansk fødevareproduktion. Virksomheden har blandt andet engageret sig i en række samarbejder på tværs af værdikæden – fra landmænd og fiskere til kokke og producenter – med fokus på at udvikle specialprodukter og forædling.

Ifølge Dansk Fødevare Forum er det netop denne brede tilgang, der har gjort udslaget.

- Dansk Cater har en ambitiøs tilgang til at skabe værdi gennem hele værdikæden fra jord og hav til spiseoplevelser for gæsten. De tør tage et skridt foran og understøtte en positiv udvikling for bæredygtighed og fødevarekvalitet, siger bestyrelsesformand Mette Jasper Gammicchia.

Vil være andet end en grossist

Dansk Cater fremhæves blandt andet for initiativer som »Bertel x Museth«, »Gartnerhjælpen« og samarbejder med fiskerne fra Thorup Strand.

Hos virksomheden selv ser man prisen som en anerkendelse af en strategisk satsning.

- Vi er stolte over, at de mange partnerskaber, vi har opbygget gennem de seneste 10 år, bliver anerkendt. Vores mål er at være mere end en grossist og bidrage til udvikling i hele værdikæden, siger markedsdirektør Søren Berthelsen.

Dansk Cater A/S blev hædret med Den Dybe Tallerken ved Dansk Fødevare Forums årsmøde i Tivoli for deres mangeårige indsats for kvalitet, håndværk og stærke samarbejder i fødevarebranchen.

Dansk Cater A/S blev hædret med Den Dybe Tallerken ved Dansk Fødevare Forums årsmøde i Tivoli for deres mangeårige indsats for kvalitet, håndværk og stærke samarbejder i fødevarebranchen.

Er ikke længere niche

Mens Dansk Cater repræsenterer den etablerede del af branchen, går »Den Skarpe Kniv« til en yngre virksomhed med et tydeligt innovationsfokus. Endless Food Co. modtager prisen for sit arbejde med at upcycle restprodukter fra fødevareindustrien og omdanne dem til nye ingredienser.

Virksomheden har blandt andet udviklet et alternativ til kakaopulver baseret på reststrømme, som kan indgå i produktion af chokolade og konfekture.

Ifølge Dansk Fødevare Forum rummer løsningen et betydeligt potentiale – både i forhold til bæredygtighed og skalerbarhed.

– Endless er et godt eksempel på, hvordan teknikker fra topgastronomien kan omsættes til industrielle løsninger. De er allerede på vej ud over landets grænser, siger Mette Jasper Gammicchia.

Vil undgå palmeolie

Endless Food Co. arbejder med processer som fermentering og karamellisering og adskiller sig fra traditionelle lavprisprodukter ved at undgå palmeolie og samtidig reducere sukkerindholdet. For virksomhedens direktør og medstifter, Maximillian Bogenmann, er prisen et tegn på, at upcycling er ved at få fodfæste i industrien.

- Vi startede med at se potentialet i det, der ellers bliver kasseret. Prisen viser, at upcycling ikke længere er en niche, men en reel råvaretilgang, som industrien kan bygge videre på, siger han.

Ud over æren modtog Endless Food Co. også 25.000 kroner samt en pris sponsoreret af en række fødevarevirksomheder.

Begge priser blev uddelt ved Dansk Fødevare Forums årsmøde den 30. april. Organisationen, der blev stiftet i 1994, arbejder med innovations- og ledelsesnetværk i fødevaresektoren og har blandt andet til formål at fremme udvikling og samarbejde på tværs af branchen.

PriserBusinessKultur