Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Boje & Ladekjær føjer endnu en erfaren profil til rådgiverkredsen. Morten Hjort Nielsen er pr. dags dato indtrådt som partner i virksomheden efter en karriere med mere end 20 års erfaring fra produktions- og servicevirksomheder.

Det oplyser hans nye arbejdsgiver i en pressemeddelelse. Senest har Morten Hjort Nielsen været økonomidirektør hos Velas med ansvar for økonomi, IT og drift af faciliteter.

Udvidelsen kommer cirka halvandet år efter, at Boje & Ladekjær sidst voksede på medarbejder- og partnersiden. I maj 2025 indtrådte Jens Kock Hansen som virksomhedens ottende partner. Dengang bestod firmaet af otte virksomhedsrådgivere og en økonomimedarbejder.

Fra tal til ledelse

Med Morten Hjort Nielsen vil Boje & Ladekjær styrke rådgivningen inden for blandt andet økonomistyring, strategi, organisation og digitalisering.

Vores kunder efterspørger i stigende grad assistance og inspiration, når de skal omsætte tal og data til beslutninger og handlinger i den daglige ledelse og produktion. Med Morten får vi en partner, der har arbejdet med netop det og ved, hvordan man tager skridtet fra saldobalancer til brugbar rapportering, der er indrettet efter lederen og virksomhedens behov, siger Kim Ladekjær, partner i Boje & Ladekjær.

Morten Hjort Nielsen skal blandt andet hjælpe kunderne med at skabe et faktabaseret overblik, prioritere indsatser og etablere en enkel ledelsesrytme. Han skal også kunne træde ind som økonomichef på deltid hos kunder med behov for en midlertidig eller fleksibel løsning.

Erfaring fra Arla og Velas

Den nye partner er cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus. Han begyndte sin karriere hos IBM og Chr. Hansen A/S, der i dag er en del af Novonesis, hvor han arbejdede med nøgletalsstyring, procesforbedringer og globale udviklingsprojekter.

Siden har han været økonomichef og programleder hos Arla Foods samt adm. direktør i møbelvirksomheden Domus Denmark Production. Senest har han været økonomidirektør hos Velas.

- Jeg har i mange år arbejdet med at skabe overblik, prioritering og handling i virksomheder. Nu vil jeg bruge den erfaring direkte hos ejerledere, der står med store beslutninger og ofte uden en sparringspartner lige ved siden af, siger Morten Hjort Nielsen.

Vokset over flere omgange

Boje & Ladekjær blev etableret i 2017 af Lars Boje og Kim Ladekjær. Frem til 2023 voksede virksomheden fra to til syv partnere. To år senere kom den ottende partner til.

Med den seneste udvidelse fortsætter rådgivningsfirmaet dermed den udvikling, som over flere omgange har ført nye kompetencer inden for blandt andet økonomi, ledelse, finansiering og strategi ind i virksomheden.

Boje & Ladekjær rådgiver især landbrug, fødevarevirksomheder, håndværksvirksomheder og andre ejerledede SMV'er.

Business