Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.


Hvordan har Danish Agro håndteret korn? Det har TV 2-programmet Operation X undersøgt i udsendelsen »Mad, magt og rottelort«, som skulle have været vist onsdag den 11. november.

Men ifølge Folketidende har Valsemøllen fået bremset programmet, fordi selskabet er utilfreds med visse klip i udsendelsen.

Danish Agros adm. direktør, Henning Haahr, havde forud for den planlagte udsendelse kommenteret sagen i et opslag på LinkedIn. Her erkender han, at der var alvorlige problemer på enkelte af koncernens kornlagre i 2025.

- Problemerne var reelle og markante. Det ansvar er vores, skriver Henning Haahr.

Henviser til analyser og kontrol

Ifølge direktøren er korn fra Danish Agros afdeling i Dalmose omdrejningspunkt for historien. Han oplyser, at kornet er blevet analyseret mere end 100 gange af selskabet selv, myndighederne og virksomheder, som har modtaget det.

Henning Haahr skriver desuden, at Fødevarestyrelsen fastholder, at ingen forbrugere blev udsat for en sundhedsrisiko i forbindelse med sagen i 2025.

Efter problemerne kom frem, satte Danish Agro ifølge direktøren en række tiltag i gang og bad selv myndighederne om at øge kontroltrykket.

I 2026 har Fødevarestyrelsen ifølge opslaget gennemført knap 100 kontroller på koncernens afdelinger. Haahr oplyser, at også de problemramte afdelinger fra 2025 er blevet kontrolleret uden anmærkninger.

Vil nuancere billederne

Henning Haahr beskriver i opslaget, hvordan et kamerahold fra Operation X overraskede ham en septembermorgen uden forudgående dialog. Han lagde samtidig op til, at udsendelsen ville blive ubehagelig for Danish Agro.

- I morgen vil man se billeder, som utvivlsomt gør indtryk. Det forstår jeg godt, skrev han med henvisning til den planlagte udsendelse.

Direktøren mener dog, at billederne kræver flere nuancer. Det gælder blandt andet udendørs opbevaring af korn, som ifølge hans opslag bliver problematiseret i programmet.

- Her er det vigtigt at understrege, at midlertidig udendørs kornlagring ikke i sig selv er ensbetydende med, at korn er uegnet til brug i fødevarer. Det afgørende er, hvordan kornet efterfølgende kontrolleres og håndteres, skriver Henning Haahr.

Business