Der er blevet fragtet smågrise og kreaturer som aldrig før for den Sunds-baserede dyretransportør, H&S Westergaard. I selskabets nyligt fremlagte årsrapport for det skæve regnskabsår 2022/23 er omsætningen blevet øget til næsten det dobbelte, fra 915,2 millioner kroner til knap 1,7 milliarder kroner, sammenlignet med samme periode året før.

Det udmønter sig også på bundlinjen, hvor overskuddet er mangedoblet. Konkret er resultatet efter skat steget fra 2,5 til 48,3 millioner kroner. Den adm. direktør og majoritetsejer Søren Westergaard har ikke ønsket at kommentere regnskabet overfor avisen.

I regnskabets ledelsesberetning betegner man dog resultatet som »meget tilfredsstillende«. Her oplyser smågriseeksportøren, at man forventede at løbe ind i nogle svære markedsforhold på grund af stigende priser på korn og energi, som har haft konsekvenser for landets svineproducenter. De forventninger blev dog gjort til skamme, da man kom ind i 2023.

- Med en forventning om de udefrakommende faktorer; herunder krigen i Ukraine og følgerne heraf samt udsigt til stigende priser på korn og energi ville have en negativ indflydelse på produktionsomkostningerne for vores kunder, ligesom der var forventet en massiv opbremsning i køb af danske smågrise, hvilket også var gældende i den første del af regnskabsåret. Herefter skete der en væsentlig ændring i markedsforholdene på EU-markedet ultimo 2022 og primo 2023 til et absolut markant bedre indtjeningsniveau, skriver H&S Westergaard i forbindelse med sit regnskab.

Smågrise-optur

2023 var præget af usædvanligt høje priser på smågrise. I Tyskland, H&S Westergaards største marked, tilbød omsætterorganisationen VEZG i sommer en pris på tæt på 750 kroner for en 30 kg gris.

Flere svineproducenter valgte at sende deres dyr ud af landet fremfor selv at fede dem op til slagtning herhjemme og udfordredede således de danske slagterier på udnyttelsen af deres kapacitet. Midt på året tippede balancen endda, så der for første gang nogensinde blev sendt flere grise over grænsen end på slagteriet herhjemme.

Årsagen lå i den svage konkurrenceevne hos de danske slagterier, der det meste af 2023 tilbød en slagtesvinenotering, der lå langt bagefter de europæiske konkurrenter. Af H&S Westergaards regnskab fremgår det også tydeligt, at pengene især er blevet tjent i Tyskland og Polen.

Omsætningen af dyr til Tyskland er steget med næsten 300 millioner kroner, fra 417,7 til 713,2 millioner kroner. I Polen er tallet mere end fordoblet, fra 223,5 til 551,2 millioner kroner. I Danmark er omsætningen til sammenligning »blot« steget med 30 millioner kroner, fra 142,6 til 173 millioner kroner. Kun i Rumænien er omsætningen faldet.

Om H&S Westergaard

H&S Westergaard A/S blev grundlagt af Henrik Westergaard i 1965 og har i 40 år fungeret som et enkeltmandsfirma.

I 2005 blev firmaet omdannet til et aktieselskab, som ejes af Henrik og Søren Westergaard. Sidstnævnte er adm. direktør i selskabet.

H&S Westergaard omsætter normalt omkring 30-35.000 smågrise om ugen. Det tyske marked er H&S Westergaards største.

Firmaet har desuden salg i Polen, Holland, Rumænien, Danmark og Italien. Virksomheden har hovedkontor i Sunds i Midtjylland, men har også et datterselskab i Tyskland.

Normale tilstande

I det nuværende regnskabsår forventer transportørselskabet dog en mindre indtjening, der resultatmæssigt vil være på niveau med årene 2019/20 og 2020/21, skriver H&S Westergaard i regnskabet.

- Udviklingen har efter regnskabsårets afslutning udviklet sig fornuftigt og har bevæget sig mod mere normale tilstande, skriver transportøren.

VEZG-noteringen er siden toppen faldet til under 600 kroner for en 30 kg gris. Koncernens balance er vokset betragteligt i regnskabsåret fra 133 millioner kroner til 225 millioner kroner. Egenkapitalen stiger fra 93,3 til 140,6 millioner kroner.

Selskabet eksporterer både smågrise, søer og kreaturer. Man driver også Sevel Slagteri A/S, hvor der slagtes søer, og ejer smågriseproduktionen Front Piglets, der har cirka 1.700 søer.

Business