Det kan godt være, at byggematerialer det sidste år har gennemgået en gevaldig prisstigning, og sendt enkelte i tvivl om, hvorvidt det er nu, de ønskede staldbygninger skal realiseres.

Men spørger man Erik Møberg fra virksomheden Møberg Staldbyg A/S i Hejnsvig, der siden 1984 har stået for utallige byggerier inden for landbruget, er den samlede stigning, for at få bygget en stald, ikke steget mere end omkring cirka 10 procent.

- Det er helt korrekt, at udgifterne til materialer er steget. For stål ser vi en prisstigning på 85 procent i forhold til sidste sommer, og for træ er der en stigning på mellem 100 og 150 procent. Så det kan selvfølgelig mærkes.

- Men ser vi på den samlede pris for et byggeri, er den kun steget med omkring 10 procent, hvilket skyldes, at beton, jordarbejde, brændstof og ikke mindst arbejdsløn har holdt et mere normalt og jævnt niveau uden væsentlige stigninger, vurderer Erik Møberg.

Lavt udgangspunkt

Han minder om, at der gennem de sidst 10-15 år har været perioder, hvor prisen på materialer decideret er faldet, og at udgangspunktet derfor ikke har været højt.

- Så prisstigningerne gør ikke, at man skal afholde sig fra at bygge, siger han og medgiver, at han dog aldrig har oplevet så voldsomme stigninger procentmæssigt på bare et år.

Fyldt ordrebog

At de fleste er enige med virksomhedsejeren, bevidner en fyldt ordrebog og en fortsat god efterspørgsel.

- Og materialer kan vi heldigvis sagtens få. De er måske lidt længere undervejs, men det hele passer faktisk fint sammen. Ventetiden på os som håndværkere, materialerne og godkendelsesprocessen hos myndighederne. Det følges ad.

Erik Møberg oplyser, at ventetiden på for eksempelvis stålspær ligger omkring de tre til fire måneder, for dækelementer på otte måneder og for spalter på fire uger.