Dansk udmøntning af landbrugsreformen ventes inden sommer

Regeringen går efter et bredt forlig i Folketinget om særligt danske regler for landbruget frem til år 2028. S og Venstre ser øje til øje på hovedtegningen

Anders Kronborg (S) og Erling Bonnesen (V) har så godt som givet hinanden håndslag på, at der skal være et bredt forlig hen over midten om udmøntningen i Danmark af EU’s reform af landbrugspolitikken. Foto: Erik Hansen
Anders Kronborg (S) og Erling Bonnesen (V) har så godt som givet hinanden håndslag på, at der skal være et bredt forlig hen over midten om udmøntningen i Danmark af EU’s reform af landbrugspolitikken. Foto: Erik Hansen

Følg EU-reformen her i avisen

EU skal have en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP udløber ved udgangen af 2020, og arbejdet med en ny aftale er derfor i fuld gang.

Her i avisen følger vi de næste 12 måneder reformen af politikken, der definerer fælles regler og strategier på landbrugsområdet, ligesom den kommer til at bestemme, hvordan EU's landbrugsstøtte skal fordeles.

Hver uge vil vi beskrive, hvad CAP-reformen kan komme til at betyde for det danske landbrug og fødevarebranchen - og ikke mindst, hvad man set fra dansk side håber på, at reformen kan ændre.

LANDBRUGSFORLIG Regeringen regner med, at forhandlingerne i Folketinget om udmøntningen af kommende ÉU-landbrugsreform kan gå i gang allerede i januar.

Det oplyser Socialdemokratiets fødevareordfører og formand for Miljø- og Fødevareudvalget i Folketinget, Anders Kronborg.

- Jeg håber, at når fuglene begynder at synge til foråret, så har vi en forhåbentlig god, bred aftale, som mange partier kan se sig selv i, siger han også om tidshorisonten for, at et forlig om den såkaldte nationale strategiplan kan være kommet i stand.

S og V enige om tidsplan

Det er en tidsplan, som også regnes med af fødevareordfører Erling Bonnesen fra Venstre, som det er regeringen meget om at få med i et forlig om strategiplanen.

- Det ville være dejligt, hvis vi kan nå det allerede i foråret. Jeg har da en forventning om, at det kan gøres færdig i den første del af det nye år. Men den præcise måned vil være rent gætværk, siger Erling Bonnesen.

Der skal udarbejdes såkaldte strategiplaner i samtlige medlemslande for nationale udmøntninger af EU’s landbrugsreform for perioden 2021-2027, som står til at være færdigforhandlet mellem EU-regeringerne og Europa-Parlamentet her efter nytår.

På forhånd har Anders Kronborg sammen med Erling Bonnesen været på rundtur til flere landbrug og virksomheder i fødevaresektoren.

- Jo mere vi var sammen, jo mere talte vi os ind på hinanden. Øvelsen her før forhandlingerne bliver, at vi gør os umage med ikke at tale os væk fra hinanden, beretter Anders Kronborg om stemningen mellem Folketingets to centrale partier.

 

Går efter et bredt forlig

Det socialdemokratiske regeringsparti vil som forhandlingsleder lægge på til brede forhandlinger og et bredt forlig fra venstre til højre i folketingssalen. Også med Enhedslisten, som ellers står langt fra Venstre, tilkendegiver Anders Kronborg.

- Jo flere partier, der er med i en aftale, jo bedre. Jeg har ikke som ambition, at vi skal have nogle partier smidt af toget allerede fra start af.  Jeg ser meget gerne en bred aftale, der forankres hen over midten, også med partier til venstre for Socialdemokratiet. Vi skal passe på, at vi ikke får italesat, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg ved godt, at Venstre har prøvet at tegne et skræmmebillede op i forhold til vores parlamentariske grundlag. Men i vores parlamentariske grundlag er der ikke nogen, jeg skammer mig over at være i stue med, siger han.

Om regeringens bestræbelser for et bredt forlig siger Erling Bonnesen:

- Som udgangspunkt er vi helt åbne over for at gøre det så bredt som overhovedet muligt. Det afgørende for os bliver, at resultatet ikke jager den danske fødevaresektor og dens arbejdspladser ud af landet.

Må ikke spolere konkurrenceevnen

Også regeringen – lader Anders Kronborg forstå – er optaget af, at vægtningen af støttemidler til klimaforbedringer og den grønne omstilling ikke bliver så stor, at den ødelægger danske landmænds konkurrenceevne på eksportmarkederne.

Det fælles fokus på konkurrenceevnen indebærer, at pengene fra EU’s konto for de direkte betalinger til hver enkelt landmand – fremover kaldet basisindkomststøtte, hidtil hektarstøtte/grundbetaling - forsat skal udgøre langt størstedelen af landbrugsstøtten. CAP’en omfatter blandt andet også omfatter markedsordninger med støtteopkøb og tilskudsordninger, som der skal søges om.

-  Det er væsentligt for branchen med et bredt forlig. Når jeg taler med landmænd både ude i marken og på Axelborg, så er signalet, at man er klar til at yde sit bidrag til den grønne omstilling. Det, som er væsentligt for landmændene, er, at de har vished for de fremtidige rammevilkår. Og det kan de kun få, hvis der er en bred politisk aftale, siger Anders Kronborg.

Forud for forhandlingerne skal Landbrugsstyrelsen have udarbejdet et udkast til den danske, nationale strategiplan på regeringens vegne.

Læs også

Landbrug & Fødevarer: Ny reform kræver stærk kommission
Lokal butik med foder til hobbydyr klarer udfordringerne
En perle i landskabet
Fra lavbundsjord til kvælstoffilter
Faunastriber kan opretholde EU-hektarstøtte på lige fod med efterafgrøder
Faunastriber breder sig som ukrudt