Udvalgsformand: Venter politisk afklaring til af landbrugsstøtte til sommer

Folketinget vil have givet landmændene bedre overblik over de økonomiske konsekvenser af CAP-reformen inden sommerferien, skønner formanden for Miljø- og fødevareudvalget, René Christensen.

Det lader vente på sig med en melding fra regeringen.

Imens skønner formanden for Folketingets Miljø- og fødevareudvalg, René Christensen (DF), at der inden sommerferien vil være indgået en overordnet politisk aftale om, hvor stort et indhug landbrugsreformens grønne omstilling skal gøre i de direkte støtteudbetalinger til landmændene.

Han understreger, at det meget er et gæt fra hans side i og med, at regeringen ikke selv har udstukket en tidsramme for forhandlingerne om rammerne for landbrugets fremtidige erhvervsvilkår, som klimaforhandlingerne herom i samspil med udmøntningen af EU’s landbrugsreform i en national strategiplan skal afgøre.

- Det bliver et alt for langstrakt forløb, hvis forhandlingerne skal gå hen over sommerferien. Der er en vis usikkerhed ude i landbruget over, hvad man finder ud af inde på Christiansborg, konstaterer udvalgsformanden.

- Regeringen fedtspiller lidt ved, at de ikke har meldt noget ud. Så vi spiller lidt med en blind makker. Men regeringen bliver jo nødt til at melde ud, når vi skal i gang med forhandlingerne, siger han.

Kan forhandle på forhånd

Imens er det blevet ved med at trække ud med forhandlingerne i EU om, hvordan den fremtidige landbrugspolitik, CAP, skal skrues sammen. Ikrafttrædelsen er for længst udskudt med to år fra her til årsskiftet, som ellers oprindeligt planlagt, og til 2023.

Det er meningen, at den fælles EU-ramme for landbrugspolitikken skal udmøntes med nationale strategiplaner i hvert af medlemslandene, når regeringerne, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen er kommet overens om de overordnede regler og retningslinjer i de såkaldte triolog-forhandlinger.

René Christensen mener, at man godt i Folketinget kan begynde at forhandle nogle af elementerne i den danske strategiplan på plads, førend triolog-forhandlinger er tilendebragt. EU’s portugisiske formandskab har foreløbig lagt an til, at det skal ske inden juni måned, hvor det foregående tyske formandskab havde regnet med det her før jul.

- Man kan godt lave et aftalepapir, som så ikke er det samme som en lov. Der er ikke nogen på Christiansborg, som løber fra sådan en aftale, når først der er skrevet under på et papir, siger René Christensen.

Teknisk gennemgang

Regeringen og partiernes ordfører har foreløbig brugt det nye år på at få oplyst sig om, hvilke praktiske muligheder der er for at indfri miljø- og klimamål om blandt andet reduktion af drivhusgasser og kvælstof, oplyser udvalgsformanden.

- Vi er i første omgang i gang med en teknisk gennemgang af, hvilke værktøjer der ligger i værktøjskassen. Vi har blandt andet også haft møder med landmænd, som har fortalt om praktiske erfaringer med blandt andet udtagning af lavbundsjorder. Det er meget sundt at få diskuteret teknikken først. For når vi så kommer til forhandlingerne, så skal vi ikke diskutere, hvad man kan, men hvad vi vil, siger han.

Derpå kan parterne så godt begynde at lægge sig fast på en ramme for, hvordan penge fra EU’s landbrugsstøtte skal bruges i Danmark. Her er det store spørgsmål hvor mange penge, der skal tages fra den direkte støtte til landmændene og øremærkes grønne tiltag til at forbedre klima, miljø og biodiversitet, som EU har som en overordnet målsætning for hele CAP-reformen. Tiltag, som landmændene så skal søge særskilt om at få ekstra tilskud til.

Slåskamp om bundlinje

Og man kan godt se konturerne af en overordnet EU- aftale om, hvor meget der kan flyttes rundt på, og hvad medlemslandene frivilligt kan beslutte at gøre, siger René Christensen.

- Så bliver der selvfølgelig en politisk slåskamp, hvor der vil være sådan nogle som Dansk Folkeparti, som vil frygte, hvad det betyder for landmændenes bundlinje, hvis man tager penge fra de direkte støttemidler til noget andet, konstaterer udvalgsformanden.

Han siger, at der lige nu foreløbig er en god stemning i forhandlingerne.

- Hvis man som minister kan mærke, at der er ved at være en aftale, så er det med at få kuglepennen frem. Efter sommer kan der jo være sket meget, også at der kommer nye politiske ordførere, siger René Christensen om timingen af en aftale på Christiansborg om Danmarks nationale strategiplan for landbrugsreformen.

Læs også

Vertikalt landbrug kan ikke få EU-støtte: - Man burde få støtte for at fylde så lidt som mulig
Pløjefrie landmænd: Conservation Agriculture bør styrkes i landbrugsreformen
Pløjefrit landbrug hypper både miljø og bundlinje
Husk den menneskelige side, når vi udvikler ny teknologi
Planteavlsrådgiver: Kompleksitet ville holde landmænd tilbage
Landbrugsreformen kan øge risikoen for konkurser