Turister nyder synet af minivådområde
Når man elsker naturen, tænker på miljøet og driver en bondegårds-Airbnb med turister fra hele verden, så er et minivådområde lige sagen.

Peter Fridtjof Simonsen ved sit minivådområde. Foto: Louis Andreas Michaelsen.
Lidt uden for Hornsyld i de bølgende østjyske bakker, der kommer tæt på et Elverhøj-landskab, ligger Lundseje. Med 16 hektar skrånende lerjord er gården for længst trukket ud af egentlig dansk landbrugsproduktion – i stedet er det natur, Airbnb-udlejning og jagt, der satses på.
- Jeg har drevet gården som landbrug, men arbejder i dag som vicevært. Det er ikke rentabelt at drive landbrug her, gården er for lille, jorden er for kuperet, og en dag spurgte en nabo, om jeg havde tænkt på at lave et minivådområde i en af lavningerne, fortæller Peter Fridtjof Simonsen.
Det havde han ikke umiddelbart, men ideen fængede:
- Det lød som en god ide, og jeg kontaktede konsulenten, der gik i gang med projektet. Selv skulle jeg blot finde en entreprenør, og jeg tror kun, der gik et halvt år, før pengene til projektet var på kontoen, siger Peter Fridtjof Simonsen.
Miljø og jagt
Minivådområdet blev på 3.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 1 procent af det afvandede drænoplandsareal, der omhandler Lundsejes samt naboens jord.
- Jeg går op i miljøet, og det her er mit bidrag. Men samtidig har det gavnet jagten, da der er kommet flere ænder og gæs. Det er en ren win-win, konstaterer Peter Fridtjof Simonsen.
Turisme og natur
Allerede før minivådområdeprojektet kom der mange udefra for at beundre og slappe af i de landlige omgivelser.
- Vi driver Lundseje.dk, der er et Airbnb-sted med natur og ro. Alle nyder minivådområdet, som de kan gå rundt om, så det har gjort naturen endnu mere interessant for alle uanset, om det er brudepar eller andre, siger Peter Fridtjof Simonsen.

Lundseje er en fornøjelse, hvis man søger ro og afslapning. Foto: Louis Andreas Michaelsen.